En feminisme, der ikke ved, hvad en kvinde er

Gerrie Strik analyserer, hvordan kvinders rettigheder undermineres, når begrebet kvinde bliver udefineret. Udgivet på memoma.nl den 16. maj 2025, kort efter den britiske højesterets dom.

Den britiske dom, der genoprettede spillereglerne

Den 16. april 2025 afgjorde den britiske højesteret, at begreberne »kvinde« og »køn« i Equality Act 2010 henviser til biologisk køn og ikke til selvvalgt kønsidentitet. En enkel sætning med enorme konsekvenser: Fra nu af ved den britiske regering igen, hvad den mener, når den taler om kvindeområder. Omklædningsrum, fængselsafdelinger, krisecentre, sportskonkurrencer og kvoter — overalt, hvor køn er juridisk relevant, stemmer begrebet igen overens med den faktiske biologi.

For aktivister, der i årevis havde fastholdt, at køn er »en social konstruktion«, var dommen et jordskælv. For kvinder, der diskrimineres, beskyttes eller favoriseres på grund af deres køn, var det en genoprettelse af en retsstilling, som de uden megen modstand havde set forsvinde. Strik bruger dommen som afsæt for en bredere argumentation: En feminisme, der ikke ved, hvad en kvinde er, kan ikke forsvare kvinder.

Mainstreaming af køn og kvindens forsvinden

Strik beskriver, hvordan en akademisk og bureaukratisk bevægelse — mainstreaming af køn — i løbet af de seneste to årtier stille og roligt har udhulet begrebet »kvinde«. Argumentationen lyder: Alle har en indre kønsidentitet, som er uafhængig af kroppen, og denne indre identitet bør være styrende for politik og lovgivning.

Det lyder som et filosofisk synspunkt; i praksis er det et politisk indgreb. For så snart »kvinde« ikke længere betegner den halvdel af menneskeheden, der kan blive gravid, menstruerer og statistisk har større risiko for at blive udsat for seksuel vold, forsvinder også den juridiske beskyttelse af denne gruppe. Tilbage står et begreb uden indhold, en boks, som alle frit kan træde ind i og ud af.

»Naturens diktatur«

I den litteratur om mainstreaming af køn, som Strik henviser til, fremstilles det biologiske køn som »naturens diktatur«, der skal overvindes. Det er en lumsk framing. For den, der siger, at køn er undertrykkelse, siger implicit, at kampen mod undertrykkelsen af kvinder i virkeligheden er en kamp mod det at være kvinde. Dermed forsvinder offeret for sexismen ud af billedet.

Strik tager udgangspunkt i noget andet. Det at være kvinde er ikke en katastrofe, der skal ophæves; det er et faktum ved tilværelsen. Katastrofen er, at dette faktum historisk og i nutiden er blevet forbundet med uretfærdighed. Løsningen er rettigheder — ikke at ophæve selve faktum.

Hvorfor dette er afgørende for kvinders rettigheder

Striks centrale sætning er ikke et ordspil. Kvinders rettigheder er historisk blevet opnået på grundlag af køn: retten til at stemme, retten til egen formue, retten til uddannelse, retten til abort, retten til beskyttelse mod seksuel vold. Hvis køn forsvinder som kategori, forsvinder også indehaverne af disse rettigheder.

I en dansk sammenhæng kommer dette til udtryk på mange områder: En mand, der kalder sig kvinde og ønsker at benytte et kvindekrisecenter. En atlet med mandlig fysiologi, der deltager i kvindekategorier. En indsat med en historik med vold mod kvinder, der placeres i et kvindefængsel. I hvert af disse tilfælde bliver den juridiske beskyttelse, der er opbygget for kvinder, kastet over bord for én mand, der siger, at han føler sig anderledes.

Kvindespecifikke områder er ikke en luksus

Strik argumenterer for, at kvindespecifikke områder — fysiske, juridiske og politiske — har en funktion, som ikke kan erstattes af retorisk velvilje. Et krisecenter for voldtægtsofre er ikke et privilegium for kvinder; det er en minimal forudsætning for at gøre heling mulig. Den, der åbner et sådant område på grundlag af selverklæring, underminerer selve dets eksistensgrundlag.

At forældre, lesbiske, kvindelige indsatte og feminister, der fremfører disse argumenter, i stor stil bliver kaldt »transfobiske«, er netop den strategi, Strik afslører: at fratage dem det sprog, som diskussionen kan føres i. For den, der ikke længere må sige, hvad en kvinde er, kan heller ikke længere sige, hvad der sker med hende.

Kønsrealisme er ikke en antitransposition

Et vigtigt punkt, der alt for ofte går tabt i denne diskussion: Kønsrealister — såsom Strik — benægter ikke transpersoners eksistens. Voksne må klæde sig, leve og betegne sig selv, som de vil. Det, kønsrealister bekæmper, er, at individuel selverklæring ophæver de juridiske kønskategorier, der beskytter andre mennesker — især kvinder og især børn. Det er en væsentlig forskel.

Hvad dette betyder for Danmark

• Den danske lov om juridisk kønsskifte gør det muligt at ændre juridisk køn på grundlag af selverklæring. Den britiske dom rejser spørgsmålet om, hvorvidt det også gælder i forhold til Equality Act.
• Idrætsforbund, krisecentre og kriminalforsorgen kan ikke længere gemme sig bag »vi følger selverklæringen«.
• Der er juridisk mulighed for en specifik kvindepolitik på grundlag af biologisk køn, uden at det udelukker transpersoner fra almindelige borgerrettigheder.

Læs videre

• Tilbage til genderinfo.nl