Hvor mange nederlandske unge kalder sig transkønnede eller kønsdiverse

Peter Vasterman analyserer tallene fra Seks under je 25e. Resultatet: 92.500 unge, en stigning på 45 procent på fem år og et kønsforhold, der underminerer den biologiske forklaring.

De store tal

Den fireårige undersøgelse Seks under je 25e — gennemført af Soa Aids Nederland og Rutgers på vegne af ministeriet for sundhed, velfærd og sport samt RIVM — spurgte i sin fjerde udgave unge mellem tolv og femogtyve år, hvordan de identificerer sig. Tre komma tre procent af denne gruppe kalder sig transkønnede eller kønsdiverse. I absolutte tal: cirka 92.500 unge. Fem år tidligere lå andelen på 2,3 procent. Stigningen i absolutte tal udgør 29.000 unge — en vækst på 45 procent på fem år. Vasterman stiller tallene op ved siden af hinanden og rejser det logiske spørgsmål: Hvilken medfødt biologisk lidelse ændrer prævalens med 45 procent på fem år?

Piger dominerer — og hvordan

Kønsfordelingen er det mest chokerende tal. Blandt piger ligger andelen af transkønnede eller kønsdiverse på 4,3 procent. Blandt drenge på 2,4 procent. Kvindelige unge udgør 63 procent af hele gruppen — 58.563 kvinder over for 33.936 mænd. Stigningen er også skæv: Blandt piger voksede andelen med 1,4 procentpoint på fem år, blandt drenge med 0,7 procentpoint. Vasterman påpeger, at en medfødt tilstand ikke kan forklare en så kønsskæv vækst. Det, der kan forklare den, er et socialt udbredt identitetslabel, som er dominerende i kvindelige peergrupper på TikTok, Tumblr og Instagram.

Tallene indefra: Nonbinær identitet vokser, transkønnet identitet falder

Detaljetallene gør billedet endnu mere interessant. Blandt piger er den specifikke identifikation som "transkønnet" faktisk faldet mellem 2017 og den aktuelle måling, fra 0,9 til 0,6 procent. Blandt drenge steg den en smule, fra 0,4 til 0,7 procent. Væksten ligger et andet sted. Blandt piger er kategorien "nonbinær" eksploderet fra 0,2 til 0,8 procent — en firedobling. Kategorien "ved endnu ikke" steg blandt piger fra 0,3 til 1,3 procent — mere end en firedobling. Det, vi ser, er altså ikke en stigning i den klassiske transidentitet, men en eksplosion i ikke-binær og tvivlende selvidentifikation, især blandt piger. Sociologisk er det et helt andet fænomen end medicinsk kønsdysfori.

Ventelister og behandlinger

Tallene om behandling gør det klart, at denne identitetseffekt også slår igennem i sundhedsvæsenet. Tretten procent af de transkønnede unge har modtaget "kønsbekræftende behandling" — cirka 2.548 unge. Én procent af den kønsdiverse gruppe har modtaget behandling — cirka 694 unge. Ni procent står på venteliste — omkring 1.764. Den gennemsnitlige alder, hvor disse unge siger, at de fandt frem til deres identitet, er 16,6 år, med en standardafvigelse på fire år. Det betyder, at et stort flertal først når frem til dette selvbillede under eller efter puberteten. Det er ikke de børn, som Dutch Protocol oprindeligt blev udviklet til — børn med vedvarende dysfori, der har været til stede siden børnehavealderen.

Sammenligningen med UMCG-tallet

Vasterman knytter udtrykkeligt disse tal sammen med anden nederlandsk forskning. UMCG-TRAILS-undersøgelsen fandt i en nordnederlandsk kohorte, at vedvarende, klinisk signifikant kønsmæssig utilfredshed blandt unge voksne ligger på promilleniveau — under én procent efter en snæver definition. Seks under je 25e måler 3,3 procent selvidentifikation. Forskellen mellem de to tal er ikke en målefejl. Det er forskellen mellem en klinisk tilstand og en social identitet. At vi blander disse to ting sammen i den offentlige og politiske debat, er noget, Vasterman har skrevet om i årevis.

Hvad tallene fortæller — og ikke fortæller

Tallene fortæller ikke, hvor mange af de 92.500 unge der stadig vil tænke sådan om sig selv om fem år. De fortæller ikke, om det selvvalgte label fører til vedvarende dysfori eller til, at det opgives. De fortæller ikke, hvilken rolle komorbiditeter — autismespektrum, spiseforstyrrelser og depression — spiller i valget af dette label. De fortæller ikke, hvor stor en andel der i sidste ende gennemgår irreversible medicinske indgreb, og hvor mange af dem der senere detransitionerer. Der mangler nederlandsk forskning i alle disse spørgsmål. Det, vi ved, er, at selvidentifikationen på fem år er vokset med 29.000 unge, især blandt piger og især i kategorierne nonbinær og tvivlende. Den, der kalder det et naturligt biologisk fænomen, læser ikke tallene.