Hjem › Detransition › Psykologiske konsekvenser af detransition

Psykologiske konsekvenser af detransition

Detransition har alvorlige psykologiske konsekvenser for mange mennesker. Ud over sorg, skam og identitetsforvirring oplever en betydelig del også en dyb vrede eller bitterhed over den behandling, de har fået — følelsen af at være gået ind i et omfattende medicinsk forløb, uden at deres underliggende problemer blev undersøgt seriøst. Denne lidelse er reel, og det nuværende sundhedsvæsen er dårligt indrettet til at håndtere den.

Sorg over en uigenkaldelig fortid

Et centralt psykologisk tema er sorg. Detransitionister sørger over en krop, der er blevet permanent ændret: stemmen, der ikke kommer tilbage, bryster, der er blevet amputeret, fertilitet, der er gået tabt, og genital anatomi, der ikke længere er, som den var. For unge, der begyndte med pubertetsblokkere og hormoner som teenagere, gælder det desuden, at en normal pubertet aldrig har fundet sted — en udvikling, der ikke kan indhentes senere.

Denne sorg er anderledes end mange andre tabserfaringer, fordi skaden selv er blevet påført som led i et medicinsk forløb, som patienten selv — ofte i en ung alder og ofte under pres fra psykisk lidelse — har bedt om. Det gør bearbejdningen kompleks: Der er ingen udefrakommende gerningsmand at rette sin vrede mod, samtidig med at der er en dyb bevidsthed om, at sundhedsvæsenet burde have forhindret det.

Skam, isolation og mistillid

Skam er et tilbagevendende tema. Skam over ens ændrede krop, over den overbevisning, der engang virkede så sikker, og over igen at skulle forklare familie og omgivelser, hvad der er sket. Mange detransitionister beskriver social isolation: Venner, de har fået under transitionen, forsvinder; det oprindelige miljø er svært at vende tilbage til; og transmiljøet reagerer ofte afvisende på deres fortælling, fordi den opleves som en trussel mod deres egen identitet.

Næsten alle offentliggjorte vidnesbyrd — på platforme som transspijt.nl, i interviews som det i HP/De Tijd og i internationalt arbejde samlet af Genspect — peger på en dyb mistillid til de oprindelige behandlere. Patienter beskriver, at de efterfølgende følte sig manipuleret af procedurer for »informeret samtykke«, som i praksis kun i ringe grad var informerede, og af sundhedspersoner, der lod deres egen bekræftende overbevisning veje tungere end en kritisk undersøgelse af, hvad der faktisk foregik.

Rollen af underliggende problematik

Forskning blandt detransitionister — blandt andet Vandenbussche (2021) og detrans-undersøgelsen af Littman (2021) — viser et konsistent mønster: Et flertal havde ubehandlede komorbide lidelser ved transitionens begyndelse. Depression, angstlidelser, spiseforstyrrelser, PTSD, autismespektrumforstyrrelser og internaliseret homofobi eller misogyni forekommer hyppigt.

Set i bakspejlet ser disse respondenter ofte deres dysfori som et symptom eller en copingstrategi for noget andet — ikke som en selvstændig, biologisk funderet identitet, der kun kunne afhjælpes gennem transition. At denne forskel ikke eller kun i begrænset omfang blev identificeret i deres behandlingsforløb, forstærker både den psykologiske belastning og kritikken af den kønsbekræftende model.

Identitet efter detransition

Det tager tid at finde en egen identitet, der er bygget op på ny. Den, der i årevis har præsenteret sig som trans, skal lære sig selv at kende igen — ofte i en krop, der ikke længere er den oprindelige. Nogle detransitionister beskriver, at de nu føler sig som den kvinde eller mand, de også var som barn, men at kroppen ikke længere passer til det. Andre kæmper længere med spørgsmålet om, hvem de er.

Ifølge mange personer med egne erfaringer hjælper det at have kontakt med andre detransitionister, at have en terapeut, som ikke straks bekræfter én i den tidligere identitet, men kan rumme kompleksiteten, samt at give det tid. Det, der ikke hjælper, er et sundhedssystem, som helst ikke vil høre deres fortælling.

Utilstrækkelig behandling

I Nederlandene findes der ingen specialiseret psykiatrisk og psykologisk behandling for detransitionister. Almindelige terapeuter har sjældent erfaring med denne specifikke kombination af sorg, medicinsk traume og genfinding af identitet. Specialiseret transbehandling er institutionelt knyttet til transition og opleves af mange detransitionister ikke som et trygt sted at dele deres fortælling.

Cass Review (2024) har tydeligt adresseret dette problem internationalt: Der er behov for struktureret, ikke-stigmatiserende efterbehandling for mennesker, der detransitionerer eller er i tvivl, uafhængigt af de kønsbekræftende klinikker. Denne anbefaling er stadig stort set ubehandlet i Nederlandene.