De nordiske lande viser sig at være meget forskellige i transgenderbehandlingen — og angiver selv en højere fortrydelsesrate end den, der ofte rapporteres

I den nederlandske debat om transgenderbehandling nævnes de nordiske lande ofte samlet som et eksempel på en fornuftig, videnskabeligt underbygget tilgang. En ny oversigtsartikel i Scandinavian Journal of Surgery, skrevet af en gruppe kirurger og læger fra Sverige, Finland, Norge, Island og Danmark, tegner et andet billede: De fem lande adskiller sig faktisk markant fra hinanden, både når det gælder, hvem der får adgang til medicinsk transition, og hvordan de håndterer usikkerhed om konsekvenserne. Hvad den samme oversigt siger om operationer, kan læses i artiklen om kirurgi i de fem nordiske lande.

Fem lande, fem forskellige svar

Alle fem lande tilbyder offentligt finansieret transgenderbehandling, men måden, behandlingen er organiseret på, varierer betydeligt — fra centralt styrede genderklinikker til et mere spredt tilbud. Juridisk bevæger landene sig heller ikke i takt: Anerkendelse af en anden kønsidentitet på baggrund af selvdeklaration er nu indført i Danmark, Finland, Island og Norge. Sverige lempede sin lovgivning pr. 1. juli 2025: Det er muligt at ændre juridisk køn fra det fyldte sekstende år, men der kræves fortsat en erklæring fra en læge, psykolog eller anden udpeget sundhedsperson, og Socialstyrelsen træffer afgørelse om ansøgningen. Sverige har altså ikke fuld selvidentifikation. Det kan lyde som en fælles linje, men forfatterne beskriver samtidig, at den kliniske praksis — hvem der er berettiget til pubertetsblokkere, hormoner eller kirurgi — er forskelligt indrettet fra land til land og er blevet væsentligt mere forsigtig end for et årti siden.

Mere forsigtige ved sent opstået kønsdysfori

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Finland og Sverige håndterer unge, hvor kønsdysfori først opstår efter puberteten: I begge lande kommer denne gruppe som regel ikke i betragtning til medicinsk transition i ungdomsårene. Det er en direkte følge af de systematiske reviews, som Sverige og Finland tidligere har fået gennemført om evidensen for pubertetsblokkere og hormoner til mindreårige, og som viste, at evidensen er svag. Hvordan kursændringen forløb, og hvordan Storbritannien fulgte efter, kan læses på transtijd.nl. Danmark, Norge og Island formulerer sig mere forsigtigt, men også her er tendensen i undersøgelsen præget af tilbageholdenhed snarere end automatisk henvisning. Der er ikke tale om et forbud noget sted — behandlingen findes stadig — men den udbredte antagelse om, at 'de nordiske lande' følger én ensartet og rundhåndet linje, holder ikke ved nærmere læsning af denne oversigt.

Deres egen fortrydelsesrate på 2,2 procent

Måske er den mest bemærkelsesværdige passage i oversigten en henvisning til tidligere forskning af medforfatter Cecilia Dhejne, som er tilknyttet Karolinska Institutet. I hendes langvarige svenske undersøgelse af personer, der gennemgik en kønsbekræftende operation mellem 1960 og 2010, viste det sig, at 2,2 procent senere havde indsendt en juridisk ansøgning om at få transitionen omgjort. Forfatterne henviser selv til dette tal i en artikel, der udtrykkeligt ikke er skrevet for at miskreditere transgenderbehandling. Det står i skarp kontrast til den andel på 'langt under 1 procent', som normalt nævnes i nederlandsk informationsmateriale og mediedækning om fortrydelse og detransition — og dette tal omfatter desuden kun personer, der tager det formelle juridiske skridt, ikke alle, der oplever fortrydelse uden nogensinde at registrere det officielt.

For nederlandske læsere er konklusionen todelt. For det første findes der ingen 'nordisk model': De fem lande har valgt fem forskellige og delvist modstridende svar på de samme usikkerheder, som også den nederlandske transgenderbehandling kæmper med. For det andet anerkender selv forskere, der arbejder midt i denne behandling, i deres eget fagblad en fortrydelsesrate, der ligger betydeligt højere end det tal, som emnet normalt relativiseres med i Nederlandene. En oversigt over undersøgelserne findes under tal om detransition. Hvordan den finske retningslinje fra 2020 indgår i overvejelserne hos én person, kan læses i COHERE Finland og mig på mijngender.nl.