Hjem › Medicinsk › Bivirkninger ved hormonbehandling
Bivirkninger ved hormonbehandling
Hormonbehandling af transpersoner er ikke et supplement til en mangel, men en livslang farmakologisk omlægning af et sundt hormonsystem. Det medfører betydelige bivirkninger og risici, hvoraf nogle er veldokumenterede, mens andre er utilstrækkeligt undersøgt. Informerede beslutninger kræver en fuldstændig beskrivelse af, hvad vi ved — og hvad vi ikke ved.
Bivirkninger ved østrogenbehandling
- Trombose og lungeemboli: øget risiko, især ved oral indgivelse; risikoen er også øget ved rygning, overvægt eller koagulationsforstyrrelser.
- Hjerte-kar-effekter: ændringer i blodtryk og lipidniveauer; nyere kohortestudier viser øget kardiovaskulær morbiditet og mortalitet hos transkvinder på længere sigt.
- Belastning af leveren: især ved oral indgivelse (first-pass-effekt).
- Brystkræft: muligvis øget risiko ved langvarig brug, sammenlignelig med postmenopausal HRT (Asscheman et al.; De Blok et al. 2019).
- Prolaktinom: hyperprolaktinæmi og i sjældne tilfælde prolaktinom (hypofysetumor).
- Humør: humørsvingninger, depression eller ligefrem bedring — meget individuelt.
- Knogletæthed: efter orkiektomi uden tilstrækkelig østrogensubstitution er der risiko for osteoporose.
Bivirkninger ved antiandrogener
- Cyproteronacetat: forbundet med meningeom (godartet hjernetumor) ved langvarig brug og højere doser. EMA har udsendt en advarsel om dette; lavere doser og kortere behandlingsforløb anbefales.
- Bicalutamid: levertoksicitet; mindre undersøgt ved transrelaterede indikationer end ved prostatakræft.
- Spironolacton: hyperkaliæmi, påvirkning af nyrefunktion og blodtryk.
- GnRH-analoger (anvendes hos voksne til testosteronsuppression): knogletab, påvirkning af humøret.
Bivirkninger ved testosteronbehandling
- Erytrocytose: for høj hæmatokrit; øger tromboserisikoen betydeligt og kræver monitorering.
- Hjerte-kar: ugunstige ændringer i lipidprofilen (HDL falder, LDL stiger). Langtidskonsekvenserne hos transmænd er utilstrækkeligt undersøgt.
- Akne og hudproblemer: almindeligt, undertiden alvorligt.
- Androgenet hårtab: fremskyndes ved genetisk disposition.
- Vaginal atrofi: ved langvarig brug bliver slimhinden tyndere, tørrere og mere sårbar, hvilket kan medføre symptomer og muligvis øget risiko for infektioner.
- Lever: belastning ved visse administrationsformer.
- Søvn- og aggressionsmønstre: irritabilitet og dårligere søvn forekommer, især efter injektioner.
- Effekter på livmoder og æggestokke: der mangler tilstrækkelige langtidsdata om kræftrisiko ved kronisk testosteroneksponering.
Kræftrisici
Langtidsstudier af kræftrisici ved hormonbehandling er begrænsede og er i vid udstrækning baseret på små, tidlige kohorter. Opmærksomhedspunkter er brystkræft hos transkvinder (muligvis øget risiko), prostata (testosteronundertrykkelse er beskyttende, men ikke absolut) samt endometrie- og ovariecancer hos transmænd, der har bevaret livmoder og æggestokke. Cass Review (2024) peger på den systematiske mangel på tilstrækkelig langtidsmonitorering.
Det, vi ikke ved nok om
Vigtige videnshuller:
- Kardiovaskulær morbiditet og mortalitet efter mere end 20 års hormonbehandling.
- Kræftforekomst i alle væv (bryst, prostata, livmoder, lever).
- Effekter på kognitiv aldring.
- Knoglesundhed ved ophør uden gonader.
- Psykisk trivsel hos detransitionerende, der stopper med hormoner efter langvarig brug — en underbelyst gruppe.
Betydningen af monitorering
Årlig kontrol er et minimum: blodprøver (hæmatokrit, lever, lipider, hormonniveauer, prolaktin), blodtryk, vurdering af kardiovaskulær risiko samt kræftscreening (mammografi, prostata) i henhold til de tilsvarende kønsbaserede retningslinjer. Ved selvmedicinering mangler dette, og risiciene er betydeligt større.