At undlade at bekræfte er ikke at gøre skade

Ideen er efterhånden overalt: Hvis man ikke bekræfter en transperson i vedkommendes identitet, gør man skade. Hvis man tvivler, gør man noget forkert. Hvis man åbent mener noget andet, angriber man. Det lyder omsorgsfuldt og velovervejet, og det gentages i politiske dokumenter, på skoler, i konsultationer og på sociale medier. Men det passer ikke, og det er på tide, at nogen siger det ligeud — ikke af hårdhed, men af ærlighed.

En mening er ikke et angreb

At gøre skade betyder at stille nogen konkret dårligere. At tage noget fra nogen. At gøre nogen noget. At have en mening hører ikke under det. Det gør det heller ikke at stille et spørgsmål. Og at sige ærligt »jeg ser anderledes på det« slet ikke. Alligevel bliver disse ting i stigende grad slået sammen med skade, som om der ikke er forskel på at slå nogen og på ikke at gentage det, de siger.

Bag denne sammenblanding ligger en bemærkelsesværdig antagelse: at ethvert menneske har ret til alles fulde og ubetingede tilslutning. Den ret findes ikke. Den har aldrig eksisteret. Ingen har den — hverken den troende, ateisten, politikeren eller naboen. Vi lever sammen med mennesker, der mener noget andet, og sådan bør det være. Den, der kræver, at andre deler vedkommendes overbevisning under truslen om anklagen »du skader mig«, beder ikke om respekt, men om underkastelse.

Og læg mærke til, hvad dette krav i praksis gør. Det vender bevisbyrden på hovedet. Det er ikke den, der fremsætter en indgribende påstand, der skal underbygge den, men den, der tvivler, som skal stå til regnskab. Det er ikke påstanden, der diskuteres, men personen, der ikke straks omfavner den. På den måde omdannes en indholdsmæssig uenighed stille og roligt til en moralsk anklage — og den, der bliver anklaget, vil ofte hellere tie end risikere at blive stemplet som et dårligt menneske.

Den, der ikke er for, er imod

Her ligger kernen i argumentationen, og netop her afsløres dens svaghed. Der er ikke længere plads til nuancer, til tvivl eller til en ærligt anderledes synsvinkel. Den, der ikke straks bekræfter, bliver automatisk placeret i modstanderens lejr. Ingen mellemvej, ingen samtale, ingen spørgsmål — kun tilslutning eller fjendskab.

Men det er et falsk dilemma. Man kan acceptere et menneske fuldt ud og stadig mene noget andet. Man kan elske nogen og være grundlæggende uenig med vedkommende. Man kan behandle nogen med respekt uden at overtage deres verdenssyn. Det er ikke en selvmodsigelse. Det er præcis sådan, voksne mennesker har omgået hinanden i århundreder. Den, der udvisker denne forskel, gør enhver uenighed til en moralsk krig — og mister til sidst evnen til at tale med nogen, der ikke på forhånd har fået ret.

Desuden skærer denne kniv begge veje. Den, der anvender reglen om, at »ikke at bekræfte er skade«, burde konsekvent også anerkende det modsatte synspunkt: at det at gennemtvinge bekræftelse kan være skadeligt for den, der oprigtigt mener noget andet. Men sådan fungerer det aldrig i praksis. Anklagen går altid kun den ene vej. Den ene part må føle sig krænket og udlede moralsk magt af det; den anden part skal tie og finde sig i det. Det er ikke en ligeværdig samtale. Det er et magtforhold forklædt som medfølelse.

Ikke at bekræfte er ikke det samme som at afvise

Ikke at bekræfte og aktivt at afvise bliver hele tiden blandet sammen, men det er to forskellige ting. En forælder, der stiller spørgsmål, før ens barn tager et uigenkaldeligt skridt. En læge, der undersøger sagen i stedet for blindt at følge efter. En ven, der ærligt siger, at han ikke er enig. En lærer, der ikke straks tager enhver ny term til sig. Det er ikke had. Det er mennesker, der på deres egen måde forholder sig til noget, der er nyt, gennemgribende eller svært for dem at forstå. De vender sig ikke imod personen. De mener noget andet — og det må de gerne.

Faktisk er det ofte netop et udtryk for engagement at stille spørgsmål. Den, der er ligeglad med nogen, nikker nemt med. Det koster ikke noget at følge med det, der er populært. Den, der virkelig bekymrer sig om nogen, tør nogle gange sige imod, netop fordi konsekvenserne betyder noget. At affeje dette engagement som »skade« er ikke bare uretfærdigt, det er direkte perverst — det straffer netop de mennesker, der er mest villige til at tænke sig om, og belønner dem, der følger ukritisk med.

Det gælder endnu tydeligere, når det handler om børn og unge. En voksen, der nøgternt vurderer en uigenkaldelig beslutning, gør præcis det, en voksen bør gøre. Det ville først være virkelig bekymrende, hvis ingen længere turde stille spørgsmål — hvis selve tvivlen blev forbudt. En kultur, hvor voksne er bange for at sige »nej, vent lige«, beskytter ikke børn. Den svigter dem tværtimod.

Transpersoner oplever ofte den manglende bekræftelse som en afvisning, som et angreb på, hvem de er. Den smerte er virkelig og bør ikke fejes væk. Den, der ikke føler sig set, lider faktisk under det, og det fortjener anerkendelse. Men smerte er ikke et bevis på skyld. At noget gør ondt, betyder ikke, at den anden har gjort noget forkert. Ellers ville hvert ærligt ord, enhver afvigende mening og enhver grænse blive en form for vold — og så er et samfund ikke længere muligt, kun en konkurrence om, hvem der føler sig mest krænket.

Vi accepterer i øvrigt uden besvær denne skelnen på næsten alle andre områder. Et barn, der ikke får sin vilje, lider — men forælderen, der siger nej, gør ikke noget forkert. En ansøger, der bliver afvist, føler sig såret — men arbejdsgiveren har ikke begået en uretfærdighed. En forelsket person, hvis følelser ikke bliver gengældt, er ked af det — men den anden må gerne sige nej. Overalt forstår vi, at smerte og uretfærdighed ikke er det samme. Kun når det gælder dette ene emne, bliver forskellen pludselig visket ud, og smerte skal automatisk bevise skyld.

Afslutningsvis

Et modent samfund kan skelne mellem afvisning og det ikke at gentage det, andre siger, mellem had og tvivl, mellem smerte og uretfærdighed. Det kan møde et menneske med varme og samtidig være uenig med vedkommende. Det kan lytte til sorg uden straks at omdanne enhver sorg til en anklage.

Et samfund, der opgiver denne skelnen, afskaffer i sidste ende selve samtalen. Det, der bliver tilbage, er ikke forståelse, men frygt — frygt for at sige noget forkert, frygt for at stille et spørgsmål, frygt for at være ærlig. Og et samfund, der er blevet bange for at tale, har ikke opnået medfølelse. Det har blot pålagt sig selv tavshed. Uden en ærlig samtale er der ikke noget tilbage, som virkelig kan bringe os tættere på hinanden — kun en tilsyneladende harmoni, købt med tavsheden fra alle dem, der ikke længere tør sige det.