Unge, der ikke føler sig hjemme i traditionelle forventninger til drenge og piger, fortjener tryghed, ro og plads til at lære sig selv at kende. Det gælder både transunge og homoseksuelle og lesbiske unge. I den offentlige debat bliver seksuel orientering, kønsudtryk og kønsidentitet imidlertid ofte blandet sammen. Det kan være forvirrende, især for unge, der ikke passer ind i heteronormative eller stereotype forestillinger.

Et vigtigt udgangspunkt er derfor enkelt: seksuel orientering handler om, hvem man forelsker sig i eller føler seksuel tiltrækning til; kønsidentitet handler om ens indre oplevelse af at være kvinde, mand, begge dele, ingen af delene eller noget andet. En lesbisk pige er altså ikke "i virkeligheden en dreng", fordi hun er til piger, og en homoseksuel dreng er ikke transkønnet, fordi han ikke er maskulin. Disse ting kan godt optræde samtidig, men det ene følger ikke automatisk af det andet.

Kønsstereotyper er ikke en diagnose

Børn og unge opdager ofte deres personlighed gennem tøj, hobbyer, venskaber, adfærd og forelskelser. En dreng, der godt kan lide at danse, er følsom eller helst omgås piger, og en pige, der vil have kort hår, er teknisk anlagt eller ikke lever op til konventionelle forestillinger om kvindelighed, kan ganske enkelt være drenge og piger med deres egen stil og personlighed.

Problemet opstår, når kønsukonform adfærd for hurtigt bliver tolket som tegn på en anden kønsidentitet. Det kan utilsigtet bekræfte gamle stereotyper: som om en pige kun kan være en pige, hvis hun er feminin, heteroseksuel og interesseret i drenge. For lesbiske og homoseksuelle unge, som allerede kan kæmpe med at opdage deres seksuelle orientering, kan dette budskab være ekstra belastende.

Omhyggelig vejledning betyder derfor ikke, at man afviser kønsdysfori. Nogle unge oplever faktisk en vedvarende og alvorlig uoverensstemmelse mellem deres krop, deres tildelte køn og deres kønsidentitet. Men en professionel vurdering skal give plads til flere mulige forklaringer, herunder kønsudtryk, seksuel orientering, kropsopfattelse, socialt pres, mobning, psykiske problemer og spørgsmål, der hører puberteten til.

Hvad forskning i 'desistance' viser – og ikke viser

I ældre opfølgningsstudier af børn, der var blevet henvist til en klinik på grund af kønsdysfori eller kønsukonformitet, viste det sig, at en betydelig del ikke længere havde kønsdysfori i ungdomsårene. Et nederlandsk studie af Wallien og Cohen-Kettenis fulgte børn i gennemsnitligt omkring ti år og rapporterede, at en del senere ikke længere havde kønsdysfori; homoseksuel eller biseksuel orientering forekom relativt ofte i denne gruppe. Forfatterne konkluderede, at homoseksualitet eller biseksualitet var et hyppigt udfald blandt børn, der på daværende tidspunkt var blevet henvist med disse problemer. Læs studiet af Wallien og Cohen-Kettenis.

Et senere nederlandsk opfølgningsstudie fandt ligeledes, at intensiteten af kønsdysforiske følelser i barndommen hang sammen med sandsynligheden for, at disse følelser fortsatte i ungdomsårene. Det understreger, at ikke alle børn med kønsukonform adfærd eller kønsrelateret usikkerhed gennemgår den samme udvikling. Læs studiet af Steensma og kolleger.

Begrebet desistance, som ofte oversættes med, at kønsdysfori forsvinder eller ikke fortsætter, bør dog bruges med forsigtighed. Et systematisk litteraturstudie fra 2022 viste, at forskere anvender forskellige definitioner: Nogle gange handler det om reduceret lidelse, andre gange om en ændret identitet eller om ikke at ønske medicinsk behandling. Mange klassiske undersøgelser stammer desuden fra en periode med andre diagnostiske kategorier og andre patientgrupper end i dag. Tallene bør derfor ikke bruges til at forudsige udviklingen hos den enkelte unge eller til at benægte transidentiteter. Læs den systematiske gennemgang af begrebet desistance.

Der følger dog en vigtig praktisk pointe af dette: Fordi udviklingen ikke forløber ens for alle unge, er tid og åben udforskning værdifuldt. Ældre opfølgningsstudier viser ikke, at en bestemt form for vejledning automatisk fører til et lesbisk eller homoseksuelt udfald. De viser først og fremmest, at kønsrelaterede problemer i barndommen kan følge forskellige udviklingsforløb, herunder et voksenliv som homoseksuel eller lesbisk uden medicinsk transition.

Tiltrækning til samme køn i kliniske populationer

Flere kliniske undersøgelser har beskrevet en relativt stor andel unge med tiltrækning til personer af samme køn blandt henviste med kønsrelaterede problemer. Et canadisk studie af henvisninger til en kønsidentitetstjeneste undersøgte blandt andet alder, køn og seksuel orientering i perioden 1976–2011. Læs undersøgelsen af henvisningsmønstre. Også nederlandsk forskning fandt en sammenhæng mellem kønsukonformitet i barndommen og homoseksuel orientering senere i livet. Læs det nederlandske prospektive studie.

Det betyder ikke, at homoseksuelle unge "i virkeligheden" er transkønnede, eller omvendt. Det betyder heller ikke, at alle unge, der henvises til en kønsklinik, vil vise sig at være homoseksuelle eller lesbiske. Det peger dog på, at seksuel orientering ikke må være et sidespørgsmål i diagnostikken. For en ung, der er bange for at blive afvist på grund af homoseksuelle følelser, kan spørgsmålet "er jeg transkønnet?" nogle gange hænge sammen med bredere spørgsmål om at høre til, kvindelighed, mandlighed, begær og relationer.

Åben diagnostik forebygger en for snæver tilgang

Den nederlandske kvalitetsstandard for transgenderbehandling understreger, at børn og unge udvikler sig fysisk, psykologisk, socialt og seksuelt, og at denne udvikling kan påvirke kønsdysforiske følelser. Ifølge standarden bør diagnostikken varetages af fagpersoner med viden om udviklingspsykologi, psykopatologi, psykosociale forhold og differentialdiagnostik inden for et tværfagligt team. Læs den nederlandske kvalitetsstandard for transgenderbehandling.

Også Cass Review, der blev offentliggjort den 10. april 2024, anbefaler en bred og individualiseret vurdering af unge med kønsrelaterede problemer. Ikke én enkelt forklaring, men hele udviklingshistorien, den mentale sundhed, familiesituationen, de sociale omgivelser og identitetsudviklingen bør inddrages. Det nederlandske sundhedsråd konkluderede ligeledes i juni 2026, at den nederlandske transgenderbehandling omfatter en omfattende udforskende fase, hvor der er plads til information, refleksion og frivilligt informeret samtykke. Læs sundhedsrådets anbefaling.

Hvad forældre, skoler og sundhedspersonale kan gøre

For forældre er den vigtigste tilgang at lytte uden at foreskrive et bestemt udfald. Tag den unges følelser alvorligt, men gør det klart, at der ikke behøver at være travlt med at give alle spørgsmål et endeligt label. En ung skal have frihed til at være transkønnet, men i lige så høj grad frihed til at være homoseksuel, lesbisk, biseksuel, kønsukonform eller stadig søgende.

Skoler kan bidrage ved aktivt at modarbejde kønsstereotyper og samtidig gøre homoseksualitet og lesbisk synlighed til noget naturligt. Ikke alle piger, der afviger fra forventningerne til kvindelighed, ønsker at være drenge; ikke alle drenge, der afviger fra forventningerne til mandlighed, ønsker at være piger. Tryghed kræver beskyttelse mod mobning, ikke at identiteten fastlåses.

Sundhedspersonale har til opgave at undersøge bredt, nysgerrigt og uden at styre den unge i en bestemt retning. Spørgsmål om forelskelse, seksuel tiltrækning, skam, socialt pres og forestillinger om mandlighed og kvindelighed er ikke en benægtelse af kønsdysfori. Tværtimod hjælper de med at forstå den unge som et helt menneske. Det er afgørende for at undgå, at homoseksuelle og lesbiske unge føler sig unødigt medicikaliserede, samtidig med at transunge får den seriøse og passende behandling, de har brug for.