Radikale feminister ser transloven som den allerstørste trussel mod kvinder

Peter Vasterman henviser til Menno Sedees artikel i NRC, hvor kønskritiske feminister — som af tilhængerne af transloven bliver stemplet som "radikale" — forklarer, hvorfor selvidentifikation underminerer de kvindearenaer, der er vundet gennem hård kamp.

Brudlinjen, der ikke længere kan skjules

Den 11. september 2022 offentliggjorde NRC Handelsblad en reportage af Menno Sedee om den gruppe feminister, der modsætter sig den foreslåede ændring af transloven. Vasterman tog artiklen op, fordi den for første gang i den nederlandske kvalitetspresse lod en gruppe komme til orde, som i årevis var blevet skubbet ud på sidelinjen: kvinder, der ikke vil acceptere, at den juridiske kønsgrænse fjernes. Rutte IV-regeringen vil ændre loven, så en tur til domstolen og en erklæring fra en sagkyndig bortfalder. En underskrift på kommunen vil dermed være nok til officielt at skifte køn. "Med en lovændring bliver det lettere officielt at skifte køn," sammenfatter Sedee og Vasterman essensen.

"Den allerstørste trussel mod kvinder"

De feminister, der udtaler sig i NRC-artiklen, er ikke uvigtige. Det er jurister, tidligere ledere af krisecentre, sportstrænere og historikere, som står fast på deres position. Deres analyse, som NRC gengiver den: "Kønskritiske feminister ser dette som den allerstørste trussel mod kvinder." Ikke en retorisk overdrivelse for syns skyld, men en underbygget påstand. Hvis køn udelukkende bliver et spørgsmål om selvidentifikation, forsvinder den juridiske kategori "kvinde" som beskyttet gruppe. Kvoter, statistikker, sundhedsforskning, krisecentre for mishandlede kvinder, kvindeidræt, kvindefængsler, målrettet ligestillingspolitik — alt det, som anden bølge af feminismen erobrede gennem 80 år, bygger på en måleligt afgrænset kategori. Gør denne kategori åben for selverklæring, og grundlaget forsvinder.

Den ene rettighedskamp oven i den anden

NRC-artiklen lader også modstemmen komme til orde: Ændringen sker "til transbevægelsens store vrede". Ikke fordi transorganisationer er imod forenkling — tværtimod ønsker de den — men fordi de afviser ethvert spørgsmål om modstridende rettigheder som transfobi. Vasterman påpeger, at dette netop er den mekanisme, der i andre vestlige lande har ført til retssager, lukning af klinikker og politiske katastrofer: en rettighedsramme, der præsenterer sig som en ren udvidelse af friheden, mens den i praksis begrænser en anden gruppes — biologiske kvinders — rettigheder. NRC-artiklen beskriver for første gang denne konflikt skarpt i et etableret nederlandsk medie.

Hvad ændringen konkret gør

Den nuværende translov (siden 2014) kræver en erklæring fra en psykolog eller læge. Ændringen fjerner dette krav. I sine andre analyser påpeger Vasterman, at den evaluering, som afskaffelsen bygger på, er metodologisk svag — tre interviewede psykologer, fire undersøgelser med uklare stikprøver og én undersøgelse med ni deltagere. Parlamentet anbefales på dette grundlag at fjerne en barriere, der faktisk fungerer i praksis: næsten tre fjerdedele af de kommunale medarbejdere oplever erklæringen som en hindring mod svig og forhastede ændringer. Det, der er tilbage, når erklæringen bortfalder: et åbent selvidentifikationssystem, som i alle lande, hvor det er blevet indført, inden for fem år har ført til retssager om kvindearenaer.

Hvorfor dette ikke er "en lille lov"

Den nederlandske politiske klasse har i årevis fremstillet ændringen som en teknisk justering. At den først blev offentligt omstridt i 2022, er ifølge Vasterman et symptom på de nederlandske mediers blinde vinkel i denne sag. I Storbritannien førte et lignende forslag — reformen af den skotske Gender Recognition Act — til en politisk krise, Nicola Sturgeons afgang og i sidste ende til en blokering fra Westminster. I Spanien fulgte en jordskredsagtig ændring i statistikkerne over kvindeforbrydelser, efter at loven om selvidentifikation trådte i kraft. I USA bliver kvinder, der peger på disse konsekvenser — JK Rowling er det mest kendte eksempel — systematisk dæmoniseret. Den samme dynamik truer i Nederlandene.

Mærkatet "radikal"

Et af de skarpeste signaler i NRC-artiklen er selve framingen. Kvinder, der peger på konkrete konsekvenser for kvindearenaer, beskrives ikke som bekymrede, kritiske eller juridisk velbevandrede. De får mærkatet "radikale" — en betegnelse, der i årevis har været forbundet med terrorisme, ekstremisme og irrationalitet. Vasterman påpeger, at dette er blevet mediernes standardframe for kvinder, der sætter selvidentifikationsdoktrinen til debat. Sprogbrugen er ikke en detalje: Den afgør, om læseren opfatter stemmen som legitim eller som en trussel. At NRC i det mindste lader disse stemmer komme til orde, er en gevinst. At de stadig bærer et delegitimerende mærkat, er præcis det, feministerne kæmper imod.

Hvad der står på spil

Transloven er ikke det eneste sted, hvor denne brudlinje går, men den er det mest konkrete. Den, der lader køn falde sammen med selverklæring, accepterer, at en biologisk mandekrop hører hjemme på et kvindekrisecenter, i et kvindefængsel, i et kvindeomklædningsrum eller i en kvindeidrætskonkurrence, så snart personen sætter kryds ved det. At de feminister, der peger på dette, bruger betegnelsen "den allerstørste trussel", er ikke hysteri. Det er en konsekvensberegning. I sin analyse giver Vasterman dem den anerkendelse, som de fleste redaktioner nægter dem: at blive taget alvorligt for det, de faktisk siger, ikke for hvordan de passer ind i den valgte frame.