UvA-undersøgelse: Unge støtter lighed i princippet, men er kritiske over for kønsneutrale toiletter og Paarse Vrijdag

Et flertal af de nederlandske skoleelever (59 procent) mener, at alle er lige meget værd, uanset seksuel orientering. Men så snart det bliver konkret – et kønsneutralt toilet eller en obligatorisk Paarse Vrijdag – bliver den brede opbakning afløst af skepsis. Det viser en stor undersøgelse, som Amsterdams Universitet gennemførte for Ministeriet for Undervisning, Kultur og Videnskab blandt over 31.000 skoleelever på ungdomsuddannelser i alderen 12 til 18 år.

En kløft mellem princip og praksis

Forskerteamet fra Amsterdams Universitet – afdelingerne for pædagogik og uddannelsesvidenskab, kommunikationsvidenskab og psykologi – analyserede to store datasæt og fandt et konsekvent mønster. På niveauet for abstrakte principper er de unge progressive: 59 procent mener, at alle er lige meget værd uanset seksuel orientering, og 65 procent mener, at unge selv må bestemme, hvem de forelsker sig i. Så snart spørgsmålet handler om synlige, konkrete kønsudtryk på skolen, ændrer billedet sig. 61 procent er uenige i, at mindst halvdelen af skolens toiletter bør være kønsneutrale, 54 procent er enige i, at kønnet er fastlagt ved fødslen, og 41 procent er imod at fejre Paarse Vrijdag på alle skoler. Blandt modstanderne af Paarse Vrijdag er blandt andre den katolske kampagne Gezin in Gevaar, som fører kampagne med en underskriftsindsamling. Hvordan Paarse Vrijdag udviklede sig fra en aktion til et program på tusindvis af skoler, kan læses på genderlobby.nl.

Forskerne beskriver selv dette som en uoverensstemmelse mellem teori og praksis: De unge bakker op om lighed som et abstrakt ideal, men er betydeligt mere tilbageholdende, når ligheden omsættes til konkrete tiltag eller symboler på deres egen skole.

Hvem er mest kritisk, og hvorfor?

Holdningerne varierer langs nogle tydelige skillelinjer. Drenge er i gennemsnit mere konservative end piger, og religion spiller en påviselig rolle: Islamiske unge viser sig i undersøgelsen at have de mest konservative holdninger til synligt kønsudtryk. Også generel konservatisme som personlighedstræk hænger stærkt sammen med graden af skepsis over for skolens kønspolitik. Det tyder på, at modstanden mod kønsneutrale faciliteter ikke uden videre kan forklares med uvidenhed eller intolerance i bred forstand – der er tale om en mere specifik tilbageholdenhed over for den praktiske udformning af kønspolitikken, mens det grundlæggende lighedsprincip faktisk støttes.

Det stemmer overens med anden forskning, som viser, at en lille del af skoleeleverne – omkring 0,7 procent – identificerer sig anderledes end det køn, der blev registreret ved fødslen. Flertallet af eleverne vurderer altså ikke skolens politik ud fra et personligt kønsspørgsmål, men ud fra en generel opfattelse af, hvad der er ønskeligt for hele skolen.

Hvad betyder det for debatten om køn i skolen?

Resultatet er relevant for skoler og beslutningstagere, fordi det viser, at opbakning til kønsrelateret skolepolitik ikke er en selvfølge – heller ikke blandt en generation, der ofte fremstilles som automatisk progressiv. En politik, der tager udgangspunkt i bred opbakning til eksempelvis kønsneutrale toiletter eller en obligatorisk Paarse Vrijdag, risikerer at overse en betydelig minoritet – og nogle gange endda et flertal – af elever, som ikke støtter sådanne konkrete tiltag, selv om de samme elever bakker op om det underliggende lighedsprincip. Undersøgelsen understreger, at skoler bør skelne mellem at gøre lighed som værdi til et emne, der kan drøftes, og at pålægge specifikke symbolske eller praktiske tiltag – to ting, der ifølge undersøgelsen ikke automatisk falder sammen i de unges opfattelse. Mere om undervisningsmaterialer, social transition og forældrenes rolle findes under køn i skolen; flere tal findes under unge, der betegner sig selv som trans eller kønsdiverse.