Vasterman: 92.500 unge i Nederlandene kalder sig trans eller kønsdiverse
Peter Vasterman analyserer tallene fra Seks onder je 25e. Resultatet: 92.500 unge, en stigning på 45 procent på fem år og et kønsforhold, der får den biologiske forklaring til at briste.
De store tal
Den fireårige undersøgelse Seks onder je 25e — gennemført af Soa Aids Nederland og Rutgers på vegne af ministeriet for sundhed, velfærd og sport samt RIVM — spurgte i sin fjerde udgave unge mellem 12 og 25 år, hvordan de identificerer sig. Tre komma tre procent af denne gruppe kalder sig transkønnede eller kønsdiverse. I absolutte tal: cirka 92.500 unge. Fem år tidligere lå andelen på 2,3 procent. Stigningen i absolutte tal er 29.000 unge — en vækst på 45 procent på fem år. Vasterman sammenholder tallene og stiller det logiske spørgsmål: Hvilken medfødt biologisk tilstand ændrer sin prævalens med 45 procent på fem år?
Piger dominerer — og hvordan
Kønsfordelingen er det mest chokerende tal. Blandt piger ligger andelen af transkønnede eller kønsdiverse på 4,3 procent. Blandt drenge er den 2,4 procent. Piger udgør 63 procent af hele gruppen — 58.563 piger mod 33.936 drenge. Stigningen er også skæv: blandt piger voksede andelen med 1,4 procentpoint på fem år, mens den blandt drenge voksede med 0,7 procentpoint. Vasterman påpeger, at en medfødt tilstand ikke kan forklare en så kønsskæv vækst. Det, der kan forklare den, er et socialt spredt identitetsmærkat, som er stærkt til stede i pigegrupper på TikTok, Tumblr og Instagram.
Tallets indre: Nonbinær vokser, transkønnet falder
Detaljetallene gør billedet endnu mere interessant. Blandt piger er den specifikke identifikation som "transkønnet" faktisk faldet mellem 2017 og den aktuelle måling, fra 0,9 til 0,6 procent. Blandt drenge steg den en smule, fra 0,4 til 0,7 procent. Væksten ligger et andet sted. Blandt piger er kategorien nonbinær eksploderet fra 0,2 til 0,8 procent — en firedobling. Kategorien "ved det endnu ikke" steg blandt piger fra 0,3 til 1,3 procent — mere end en firedobling. Det, vi ser, er altså ikke en stigning i den klassiske transidentitet, men en eksplosion i ikke-binær og tøvende selvidentifikation, især blandt piger. Sociologisk er det et helt andet fænomen end medicinsk kønsdysfori. En senere artikel undersøger spørgsmålet om, hvorfor stadig færre unge kalder sig nonbinære eller trans.
Ventelister og behandlinger
Tallene for behandling viser tydeligt, at denne identitetseffekt også slår igennem i sundhedsvæsenet. Tretten procent af de transkønnede unge har modtaget "kønsbekræftende behandling" — cirka 2.548 unge. Én procent af den kønsdiverse gruppe har modtaget behandling — cirka 694 unge. Ni procent står på venteliste — cirka 1.764. Den gennemsnitlige alder, hvor disse unge siger, at de fandt frem til deres identitet, er 16,6 år med en standardafvigelse på fire år. Det betyder, at et stort flertal først under eller efter puberteten når frem til dette selvbillede. Det er ikke de børn, som Dutch Protocol oprindeligt blev udviklet til — børn med vedvarende dysfori, der havde været til stede siden børnehavealderen. Baggrunden for denne nederlandske behandlingsmodel er beskrevet et andet sted på dette website.
Sammenligningen med UMCG-tallet
Vasterman kobler eksplicit disse tal til anden nederlandsk forskning. UMCG-TRAILS-undersøgelsen fandt i en nordnederlandsk kohorte, at vedvarende, klinisk signifikant kønsmistrivsel blandt unge voksne ligger på promilleniveau — under én procent efter en snæver definition. Seks onder je 25e måler 3,3 procent selvidentifikation. Forskellen mellem de to tal er ikke en målefejl. Den er forskellen mellem en klinisk tilstand og en social identitet. At vi blander disse to ting sammen i den offentlige og politiske debat, er noget, Vasterman har skrevet om i årevis. Hans analyse af sundhedstal findes i artiklen om væksten i transgenderbehandlingen siden 2012.
Hvad tallene fortæller — og ikke fortæller
Tallene fortæller ikke, hvor mange af de 92.500 unge der stadig vil tænke sådan om sig selv om fem år. De fortæller ikke, om det selvvalgte mærkat fører til vedvarende dysfori eller til, at identiteten opgives. De fortæller ikke, hvilken rolle komorbiditeter — autismespektrumforstyrrelser, spiseforstyrrelser, depression — spiller i valget af dette mærkat. De fortæller ikke, hvor stor en andel der i sidste ende gennemgår irreversible medicinske indgreb, eller hvor mange af dem der senere detransitionerer. Der mangler nederlandsk forskning i alle disse spørgsmål. Det, vi ved, er, at selvidentifikationen på fem år er vokset med 29.000 unge, især blandt piger og især i den nonbinære og tøvende kategori. Den, der kalder det et naturligt biologisk fænomen, læser ikke tallene.