Tyske forsikringsdata: Diagnosen kønsdysfori hos unge viser sig at være meget ustabil

En omfattende analyse af tyske sundhedsforsikringsdata sætter spørgsmålstegn ved forestillingen om, at en diagnose for kønsdysfori hos unge som regel er varig. Forskerne gennemgik lægelige refusionsdata for over 14 millioner forsikrede mellem 5 og 24 år i perioden fra 2013 til og med 2022 på jagt efter diagnosekoden F64 (kønsidentitetsforstyrrelse). Resultaterne, som er omtalt af Society for Evidence Based Gender Medicine (SEGM) med udgangspunkt i en publikation i det tyske lægetidsskrift Ärzteblatt, viser, at diagnosen hos størstedelen af de unge forsvinder igen inden for få år.

Otte gange så mange diagnoser, men få er varige

Antallet af F64-diagnoser blandt tyske børn og unge voksne blev cirka otte gange større i løbet af det undersøgte årti. Stigningen var ikke jævnt fordelt: Blandt unge piger steg antallet af diagnoser mest – tolv gange siden 2013 – til en prævalens på 452,2 pr. 100.000, svarende til cirka 1 ud af 221 piger. Blandt unge voksne mellem 20 og 24 år lå prævalensen tættere på hinanden: 306,4 pr. 100.000 blandt mænd mod 301,5 pr. 100.000 blandt kvinder.

Det mest bemærkelsesværdige tal handler dog ikke om tilgangen, men om udviklingen: Af alle unge, der på et tidspunkt fik diagnosen F64, havde kun 36,4 procent stadig diagnosen fem år senere. Det betyder, at diagnosen hos næsten to tredjedele af de unge ikke var stabil på kort eller mellemlang sigt. En nederlandsk undersøgelse af kønsidentitet, der ændrer sig i ungdomsårene, omtales på transgenderidentiteit.nl. Oplysninger om, hvordan sundhedsvæsenet er organiseret i Tyskland, findes under kønsrelateret behandling i Tyskland.

Store forskelle efter alder og køn

Hvor længe diagnosen holder, varierer markant mellem grupperne. Blandt unge piger var den diagnostiske stabilitet lavest: Kun 27,3 procent havde stadig diagnosen fem år senere. Blandt unge mænd mellem 20 og 24 år var andelen højest med 49,7 procent – stadig under halvdelen. Den gruppe, der er vokset mest de seneste år, nemlig teenagepiger, viser sig altså også at være den gruppe, hvor diagnosen holder kortest.

Forskerne peger desuden på et bemærkelsesværdigt skift mellem diagnosekoder: Den kraftige stigning i F64-diagnoser ledsages af et fald i diagnoser i kategorien F66 (forstyrrelser i den psykoseksuelle udvikling). Det kan tyde på, at noget af det, der tidligere blev klassificeret anderledes, nu henføres under betegnelsen kønsdysfori – et skift i klassifikationen, ikke nødvendigvis i de underliggende problemer.

Psykiatrisk komorbiditet som gennemgående træk

Over 70 procent af de unge med en F64-diagnose havde også mindst én anden psykiatrisk diagnose: 67 procent af drengene og 76 procent af pigerne. De hyppigste ledsagende diagnoser var depression, angstlidelser, en borderline-personlighedsforstyrrelse, ADHD og posttraumatisk belastningsreaktion. Hvad man ved om sammenhængen mellem ADHD og kønsdysfori, står på genderautisme.nl. Den høje andel med komorbiditet rejser spørgsmålet om, hvorvidt kønsdysfori hos en betydelig del af disse unge står alene, eller snarere er ét udtryk for en bredere psykisk sårbarhed.

Hvorfor det er relevant for den politiske debat

SEGM konkluderer på baggrund af disse tal, at en lav diagnostisk stabilitet er vanskelig at forene med irreversible medicinske indgreb, der baseres på den samme diagnose. Hvis næsten to tredjedele af de unge ikke længere har diagnosen inden for fem år, er forsigtighed med tidlig medicinsk behandling ikke et spørgsmål om tilbageholdenhed for tilbageholdenhedens skyld, men en direkte følge af det, data viser. For nederlandske og belgiske læsere er denne type forskning relevant, fordi spørgsmålet om, hvor stabil kønsdysfori er hos unge, også her står centralt i debatten om pubertetsblokkere og om, hvornår man bør begynde et medicinsk behandlingsforløb.