Forskningen i Dutch Protocol mangler efter 30 år pålidelige beviser, konkluderer forskere

'Dutch Protocol' — behandlingsmodellen, der blev udviklet i begyndelsen af 1990'erne på Centret for Kønsdysfori ved Amsterdam UMC — betragtes internationalt som udgangspunktet for medicinsk transition hos unge: først pubertetsblokkere, senere kønshormoner. En ny kritisk analyse, offentliggjort i maj 2026 i European Journal of Developmental Psychology, gennemgår tre årtiers underliggende forskning og når frem til en klar konklusion: Der mangler fortsat metodologisk solid dokumentation for modellens effekt.

Tre årtiers egen forskning uden uafhængig vurdering

Forfatterne, McDeavitt og Cohn, kortlagde al den forskning, som Centret for Kønsdysfori selv har offentliggjort gennem tre årtier. Deres konklusion er, at ingen af studierne, uanset hvor mange der er, bygger på et metodologisk robust design. Store, prospektive og kontrollerede opfølgningsstudier — den type forskning, der er nødvendig for at fastslå årsag og virkning — mangler. I stedet hviler dokumentationen på små kohorter med begrænset opfølgning og uden kontrolgruppe. Denne vurdering står ikke alene: Uafhængige systematiske oversigter og metaanalyser, herunder det britiske NICE's vurdering fra 2020 og Cass Review i 2024, nåede tidligere frem til samme konstatering: Den tilgængelige dokumentation er 'bemærkelsesværdigt svag'. Et omfattende dossier om det svage evidensgrundlag sammenholder resultaterne fra alle disse vurderinger.

Hvem vurderer sit eget arbejde?

En vigtig del af analysen fokuserer på en narrativ oversigt, der blev offentliggjort tidligere i 2026, hvor forskere fra centret i Amsterdam selv argumenterede for, at deres tre årtiers forskning faktisk udgør et tilstrækkeligt grundlag for brugen af pubertetsblokkere og kønshormoner hos unge. McDeavitt og Cohn påpeger, at oversigten ikke er en uafhængig evaluering: Den er skrevet af den samme forskergruppe, som selv har produceret størstedelen af den underliggende litteratur. Når et forskningsfelt vurderer sit eget evidensgrundlag, adskiller det sig grundlæggende fra en ekstern, kritisk vurdering — og netop denne eksterne vurdering er hidtil stort set udeblevet.

Kendte risici over for usikre gevinster

Det, forfatterne fremhæver, er asymmetrien mellem det, man ved, og det, man ikke ved. At pubertetsblokkere og kønshormoner har fysiske konsekvenser — herunder varig infertilitet og andre medicinske risici — er relativt veldokumenteret. Om de samme behandlinger på længere sigt faktisk forbedrer den psykiske sundhed hos unge med kønsdysfori, er derimod fortsat usikkert: De studier, der skulle dokumentere dette, er netop de studier, som forfatterne vurderer som metodologisk svage. Denne ubalance bør ifølge forfatterne have en central plads i samtaler mellem behandlere, unge og forældre om et forløb, som de betragter som irreversibelt.

Hvorfor dette rækker ud over Nederlandene

Dutch Protocol er ikke kun et nederlandsk anliggende. Klinikker i USA, Storbritannien og mange andre lande har i de seneste årtier taget modellen og dens underliggende antagelser til sig som international standard. En kritisk revurdering af det nederlandske grundlag berører derfor også fundamentet for retningslinjer for kønsrelateret behandling langt uden for landets egne grænser. For beslutningstagere og klinikere, der henviser til 'den nederlandske tilgang' som dokumentation for en gennemprøvet, evidensbaseret metode, stiller McDeavitt og Cohn et ubehageligt spørgsmål: Hvilken dokumentation bygger denne tilgang egentlig på, og hvem har nogensinde vurderet den uafhængigt? Hvordan den nederlandske model falder fra hinanden under international kritisk granskning, beskriver Stella O'Malley på genspect.nl.