Tyskland kæmper med sin selvidentifikationslov: AfD vil ophæve den, CDU søger en mellemvej

I Tyskland er en ny politisk strid brudt ud om Selbstbestimmungsgesetz (SBGG), selvidentifikationsloven, der har været gældende siden 1. november 2024. Efter AfD's valgsejr ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt i 2026 indgav AfD-parlamentarikere forslag om helt at rulle loven tilbage. Samtidig cirkulerer der i CDU forslag om en mellemvej: ikke at afskaffe loven, men at stramme den. Et nyligt essay på Genspect, skrevet af et tidligere medlem af De Grønne i Tyskland, afdækker de politiske brudlinjer.

Hvad loven præcist gør

Selbstbestimmungsgesetz erstattede i 2024 den gamle og langt mere omstændelige Transsexuellengesetz. Siden da er en erklæring hos civilstandskontoret tilstrækkelig til at ændre den juridiske kønsregistrering og fornavnet — uden lægeundersøgelse, psykologisk diagnose eller domstolsprøvelse. Vores dossier på zelfidentificatie.nl sammenligner den tyske ordning med ordningerne i Spanien og Nederlandene: Tyskland og Spanien har valgt en ren selverklæringsmodel, mens den nederlandske transgenderlov stadig kræver en erklæring fra en sagkyndig.

AfD's påstande, og hvad der kan verificeres

Genspect-essayet citerer AfD-forslag, der går ind for at genindføre beskyttelse af mindreårige, mennesker med psykisk sårbarhed og kvindespecifikke områder samt et øjeblikkeligt moratorium for pubertetsblokkere og kønshormoner til mindreårige. Det sidste punkt står adskilt fra selve SBGG — selvidentifikationsloven regulerer den juridiske kønsregistrering for voksne og unge fra 14 år (med en forælders samtykke), ikke adgangen til medicinsk transition, som i Tyskland er reguleret gennem særskilte retningslinjer. Læser man loven, kan man se, at AfD samler to separate sager — juridisk registrering og medicinsk behandling — i ét forslag. Det er et politisk valg, ikke en gengivelse af, hvad loven faktisk regulerer.

Det kan dog verificeres, at loven tillader, at registreringen ændres én gang om året uden yderligere formaliteter, og at kritikere — herunder selve essayet — peger på fraværet af en tærskel, der strukturelt skulle forhindre misbrug af kvindespecifikke områder. Essayet indeholder ingen tal for, hvor ofte det faktisk sker; sådanne tal mangler indtil videre også i den offentlige tyske debat.

En politisk cordon sanitaire, og spørgsmålet om hvem der stadig lytter

Essayet beskriver også "Brandmauer", den tyske cordon sanitaire, hvor de etablerede partier kategorisk udelukker samarbejde med AfD. Forfatteren — selv tidligere medlem af De Grønne og nu talsperson for forældreorganisationen Transteens-Sorge-Berechtigt — har selv oplevet det: I 2019 fik han besked på ikke at give AfD-kommunalpolitikere hånden, i strid med den sædvane, der gælder i tyske kommunalbestyrelser. Hans pointe er, at udelukkelsen af AfD som samtalepartner også gør det vanskeligere for de etablerede partier åbent at erkende en svaghed i deres egen lov — fraværet af en aldersgrænse og en grundighedsvurdering — af frygt for, at en sådan erkendelse bliver udlagt som støtte til AfD.

Den mekanisme fortjener en kritisk bemærkning: Det er forfatterens analyse, ikke et fastslået faktum. Politisk udelukkelse af et parti siger intet om rigtigheden af dets konkrete lovforslag, og omvendt siger enighed med ét punkt i et partis program intet om enighed med resten af programmet. Vores redaktion tager derfor ikke politisk stilling til AfD som parti — kritikken retter sig udelukkende mod indholdet i Selbstbestimmungsgesetz.

CDU's kompromis: stramning i stedet for afskaffelse

For den nederlandske læser er det alternativ, der skitseres i essayet med udgangspunkt i CDU, mere interessant: at hæve aldersgrænsen til 25 år, indføre obligatorisk medicinsk eller psykologisk rådgivning og tydeliggøre beskyttelsen af kvindespecifikke områder — uden at ophæve loven som helhed. Det er en anden tilgang end den fuldstændige ophævelse, som AfD ønsker, og den ligger i forlængelse af udviklingen andre steder i Europa: Vores side om kønspolitik land for land viser, at lande som Sverige og Finland netop har trukket sig fra vidtgående selvidentifikations- og behandlingsmodeller uden at afskaffe dem fuldstændigt.

Tyskland har hidtil fulgt en anden linje end sine skandinaviske naboer. Vores tidligere artikel om tyske justitsministres FN-kritik af SBGG beskrev allerede tidligere intern tvivl i selve den tyske retsstat om lovens præcision. AfD-forslagene og CDU-kompromiset er en ny politisk episode i den samme debat — ikke dens begyndelse.

Hvad det betyder for debatten

Det tyske eksempel viser, at en selvidentifikationslov uden aldersgrænse, betænkningstid eller grundighedsvurdering kan blive et politisk brændpunkt, når praksis skuffer — også i et land, hvor en sådan lov blev vedtaget med bred opbakning. For den nederlandske debat om lignende lovgivning er det relevant: ikke fordi den tyske politiske konstellation kan overføres en-til-en, men fordi de tekniske svagheder, der peges på — ingen aldersgrænse, ingen vurdering, ingen tal for misbrug — netop er de punkter, som debatten om det nederlandske lovforslag om selvidentifikation, der blev trukket tilbage i 2025, drejede sig om. Hvad tilbagetrækningen betyder, står på trans-nederland.nl.

Kilder

David Allison, "Germany: A Glimmer of Hope for Sex Realists?", Genspect, 28. september 2026. genspect.org/germany-a-glimmer-of-hope-for-sex-realists

Genderinfo.nl, "Tyske justitsministre udtrykker FN-kritik af Selbstbestimmungsgesetz", 2026. genderinfo.nl/artikelen/duitse-justitieministers-vn-kritiek-selbstbestimmungsgesetz-2026

Zelfidentificatie.nl, "Artikel 1:28 BW — hvad står der, og hvad står der ikke" (sammenligning med det tyske SBGG). zelfidentificatie.nl/artikel-1-28-bw