Tyske justitsministre og FN-rapportør kræver stramning af lov om selvidentifikation

Siden 1. november 2024 kan enhver tysker fra 14 år ændre sit juridiske køn og fornavn med en simpel erklæring hos folkeregisteret — uden en sagkyndig vurdering, uden ventetid og uden domstolskontrol. To år senere er loven, Selbstbestimmungsgesetz (SBGG), selv kommet under debat: delstaterne ønsker at stramme den, og en FN-rapportør mener, at den beskytter kvinder utilstrækkeligt.

Hvad justitsministrene kræver

På deres forårskonference i Hamborg i juni 2026 opfordrede de tyske delstaters justitsministre forbundsregeringen til at gøre SBGG strengere. Deres bekymring er, at loven efter deres opfattelse indeholder for få garantier mod misbrug af den forenklede procedure. Selve loven foreskrev en evaluering, der skulle være afsluttet ved udgangen af juli 2026 — et tidspunkt, som delstaterne benyttede til at sætte deres kritik på dagsordenen.

FN-rapportøren: Beskyttelsen mangler

Reem Alsalem, FN's særlige rapportør om vold mod kvinder og piger, gik et skridt videre i sin reaktion. Ifølge hende mangler SBGG de "beskyttelsesforanstaltninger", der er nødvendige for at forhindre misbrug fra seksualforbrydere og andre voldsudøvere. Hendes argument er, at et system, der tillader ændring af juridisk køn på grundlag af en enkelt erklæring uden nogen form for kontrol, ikke opstiller nogen barriere for personer, der ønsker at misbruge proceduren — for eksempel for at få adgang til områder, der specifikt er beregnet til kvinder.

Tilhængere og modstandere i selve Tyskland

Det bemærkelsesværdige ved den tyske debat er, at kritikken ikke kun kommer fra konservativ side. Blandt dem, der peger på risikoen for misbrug og efterlyser yderligere garantier, er fremtrædende feminister, lesbiske interesseorganisationer og strafferetseksperter — og ifølge nogle beretninger også transpersoner, som selv mener, at et rent selverklæringssystem er sårbart over for andres misbrug. Tilhængere af loven indvender, at ingen af de 16 lande, der siden 2012 har indført en tilsvarende lov om selvidentifikation, har vist tegn på strukturelle misbrugsproblemer. Det tyske justitsministerium og flere interesseorganisationer har derfor udtrykkeligt afvist FN-rapportørens kritik.

Hvad der konkret ligger på bordet nu

Delstaterne har ikke fremsat et færdigt lovforslag, men beder forbundsregeringen om at undersøge yderligere garantier i forbindelse med evalueringen: for eksempel en ventetid mellem ansøgning og endelig ændring eller en form for kontrol ved tydelige tegn på misbrug — uden at vende tilbage til den gamle, mere omfattende procedure med obligatorisk sagkyndig vurdering, som SBGG netop erstattede. Forbundsregeringen har endnu ikke oplyst, om og i så fald hvordan den vil ændre loven. Samtidig er loven også blevet genstand for en politisk kamp: AfD ønsker at ophæve den, og i CDU drøftes en stramning.

Hvorfor dette også er relevant for Nederlandene

Den nederlandske translov har siden 2014 benyttet en enklere procedure end tidligere, men har bevaret kravet om en sagkyndig erklæring — netop det element, som Tyskland helt afskaffede i 2024. Lovforslaget om også i Nederlandene at gå over til ren selvidentifikation blev trukket tilbage af regeringen i 2025; det juridiske dossier om sagen findes på zelfidentificatie.nl. trans-nederland.nl beskriver, hvordan den politiske debat forløb mellem 2020 og 2025. Den tyske erfaring — at loven allerede to år efter indførelsen er genstand for kritik fra både landets egne delstater og en FN-rapportør — er et konkret eksempel på, hvordan et selvidentifikationssystem uden kontrol i praksis kan komme under pres, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk har fundet misbrug sted.