Ni patienter, ni tilfælde med en psykiatrisk forhistorie, som ikke — eller ikke tilstrækkeligt — kom frem, da deres kønsbekræftende behandling begyndte. Det er hovedpointen i et retrospektivt studie fra kønsklinikken på Helsinki University Hospital, offentliggjort i Archives of Sexual Behavior. Forfatterne, heriblandt psykiater Katinka Tuisku, genvurderede ni personer, der mellem 2018 og 2019 havde søgt hjælp til detransition, og fandt hos dem alle traumer, affektive lidelser eller dissociative symptomer, som den tidligere udredning havde overset.

Det undersøgte studiet

Forskerne genvurderede syv patienter, der var født som kvinder, og to, der var født som mænd, ved hjælp af strukturerede kliniske interviews (SCID-I og SCID-II), supplerende psykologiske undersøgelser og en vurdering af tilknytningsstil. I gennemsnit gik der syv år mellem den oprindelige diagnose med kønsdysfori og det tidspunkt, hvor personen søgte hjælp til detransition — år, hvor pubertetsblokkere, hormoner eller kirurgiske indgreb allerede havde fundet sted.

Hvad tallene viser

Alle ni patienter viste sig ud over diagnosen kønsdysfori at have mindst én anden psykiatrisk lidelse: Affektive lidelser forekom hos samtlige, angstlidelser hos to tredjedele og symptomer på spiseforstyrrelser hos næsten fire ud af fem. Andelen med en diagnose inden for borderline-personlighedsforstyrrelse steg fra 22 til 33 procent, og næsten halvdelen rapporterede psykotiske symptomer. To tredjedele af gruppen havde en historie med seksuelle overgreb eller voldtægt, og forskerne konkluderede, at alle ni patienter havde været udsat for en traumatisk barndom. Evnen til at arbejde eller studere faldt fra 67 til 33 procent mellem den første vurdering og tidspunktet for detransitionen.

Skelnen mellem kilde og fortolkning

Forskerne drager selv en forsigtig konklusion: De argumenterer for bedre screening for traumer, dissociative lidelser og underliggende psykiatriske problemer, før en person begynder på medicinsk kønsbekræftende behandling, samt for bedre adgang til psykoterapi. At de ni patienter efterfølgende selv nævnte vanskeligheder med at acceptere deres kvindelighed eller mandlighed (hos to tredjedele) eller deres tiltrækning til det samme køn (hos én ud af ni) som underliggende faktorer, understreger, hvor meget en rent »bekræftende« tilgang kan lade sådanne grundlæggende spørgsmål ligge. Det er vores fortolkning af resultaterne, ikke en ordret konklusion fra forfatterne — de taler udtrykkeligt ikke om procenttal for hele befolkningen, men om et klinisk signal fra én klinik.

Et lille studie, men ikke et lille signal

Ni patienter er få, og det anerkender forfatterne selv: Der er tale om en ikke-repræsentativ stikprøve uden kontrolgruppe. Men studiet føjer sig til et bredere mønster, som også fremgik af det hidtil største studie af detransition: Fortrydelse og tilbagevenden følger sjældent en lige linje, og vejen dertil er ofte mere kompleks, end den oprindelige diagnose lod ane. Også konstateringen af, at de nordiske lande selv rapporterer højere fortrydelsesrater end tidligere antaget, passer ind i dette billede: Hvor man måler mere omhyggeligt, dukker der højere tal op end den gængse myte om 1 procent antyder.

For personer, der selv kæmper med spørgsmålet om, hvorvidt deres egen transition var det rigtige skridt, eller for forældre, der spekulerer på, hvad der ellers ligger bag deres barns kønsdysfori, samler transspijt.nl konkret baggrundsviden og personlige fortællinger om detransition.

Kilder

Kettula, K., Puustinen, N., Tynkkynen, L., Lempinen, L. & Tuisku, K. (2025). Gender Dysphoria and Detransitioning in Adults: An Analysis of Nine Patients from a Gender Identity Clinic from Finland. Archives of Sexual Behavior, 54(5), 1981–1990. Frit tilgængelig via PubMed Central: pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC12162753.