Hvad får en voksende gruppe teenagedrenge og unge mænd til ikke længere at føle sig hjemme i deres egen krop, men til gengæld i en transidentitet? Den amerikanske kliniske psykolog og psykoanalytiker Joe Burgo, som næsten udelukkende arbejder med transidentificerede mænd, mænd, der har detransitioneret, og mænd, der kæmper med autogynefili, gav sit perspektiv på spørgsmålet i en åbenhjertig samtale med forfatteren Sarah Mittermaier. Hans konklusion er, at kulturen ikke længere har noget at tilbyde drenge, som kan hjælpe dem med at blive voksne mænd, og at køn træder ind i det tomrum.
En kultur, der ikke længere lærer drenge noget
Ifølge Burgo vokser drenge op med den forestilling, at køn udelukkende er tillært – at drenge og piger grundlæggende er ens og kun adskiller sig fra hinanden gennem opdragelsen. Denne opfattelse har ifølge ham vundet stærkt indpas på skoler og i behandlingssystemet: I 2018 offentliggjorde den amerikanske psykologforening APA retningslinjer, der i vid udstrækning fremstiller maskulinitet som skadelig. Konsekvensen er, at drenge, der kommer i puberteten og mærker testosteronens virkninger på egen krop – mere aggression, en stærkere sexdrift og risikoadfærd – lærer, at disse forandringer er forkerte eller farlige. Hvor tidligere generationer stadig havde ritualer, sport eller drengeforeninger til at give denne energi en plads, er disse steder ifølge Burgo stort set forsvundet eller blevet blandede. Der er ikke meget tilbage, som kan lære drenge at kanalisere deres fremvoksende styrke i stedet for at undertrykke den.
Skam over sin egen krop
Burgo ser et tilbagevendende mønster i sin praksis: Drenge, der føler sig dybt utilpasse ved deres egen seksuelle ophidselse, ved spontane erektioner og ved det simple faktum, at de føler sig tiltrukket af piger. De er bange for at blive opfattet som "uhyggelige" eller "grænseoverskridende", og nogle beder endda om østrogen for at slippe for spontane erektioner. For drenge, der i forvejen står uden for det sociale hierarki af "alfahanner" – kejtede, tilbagetrukne og ikke særlig succesfulde hos piger – kan udsigten til at leve videre som pige blive mere end tillokkende: en vej ud af en krop og en seksualitet, som deres omgivelser konstant får dem til at føle skyld over.
To blindgyder
Mittermaier sammenfatter det rammende i samtalen: Drenge får tilbudt to dysfunktionelle skabeloner. Enten afviser de fordømmelsen af maskulinitet og radikaliseres i retning af skikkelser som Andrew Tate, eller også afviser de sig selv og dermed hele forestillingen om, at de en dag skulle blive mænd. Burgo understreger, at der ikke er tale om én enkeltstående årsag: Hos drenge med pludseligt opstået, sent debuterende kønsdysfori i puberteten (ROGD) ser han ofte en kombination af social kejtethed, overdrevent brug af spil og pornografi samt en voksende fremmedgørelse over for egen krop. Køn bliver så, med hans egne ord, pludselig "en vej ud" – en forklaring og en identitet, der fjerner ubehaget uden at tage fat på den underliggende kamp.
Hvad det betyder for den bredere debat
Burgos analyse ligger i forlængelse af en voksende gruppe klinikere, der ikke ønsker at se kønsdysfori hos drenge løsrevet fra bredere udviklingstendenser: fraværet af mandlige rollemodeller, flugten ind i skærmtid og en kultur, der snarere problematiserer maskulinitet end hjælper drenge med at finde vej i den. Hans budskab er ikke, at drenge skal presses tilbage i en forældet skabelon, men at de har brug for noget at vokse hen imod: en voksen og ansvarlig form for maskulinitet i stedet for blot en liste over ting, de ikke må være.