Største detransitionsstudie til dato: »sjældent en lige vej tilbage«

Når mennesker stopper en kønstransition, sker det sjældent af én enkel grund. Det er hovedkonklusionen i den hidtil største undersøgelse blandt personer, der har afbrudt eller rullet deres transition tilbage: DARE-studiet (detransition analysis, representation, and exploration), som blev offentliggjort i april 2026 i Journal of LGBTQ+ Mental Health. Mellem december 2023 og april 2024 udfyldte 957 deltagere fra USA og Canada et online spørgeskema om deres erfaringer med at stoppe eller vende tilbage fra en social eller medicinsk transition.

Hvem deltog

Deltagerne var overvejende hvide, registreret som kvinder ved fødslen og relativt unge: De fleste var 29 år eller yngre, med en gennemsnitsalder på omkring 26 år. Alle deltagerne havde på et tidspunkt påbegyndt en transition: en social transition (et andet navn, andre pronominer, en anden fremtoning), en medicinsk transition eller som regel begge dele. 65 % havde gennemgået et medicinsk tiltag som hormonbehandling eller kirurgi. Den forskel er relevant: Studiet handler ikke kun om mennesker, der fortrød en operation, men om en langt bredere gruppe, som på et tidspunkt satte en transition i gang og senere (delvist) trådte tilbage fra den.

Hvorfor mennesker stopper

De hyppigst angivne grunde til at stoppe var et ændret syn på eget køn (52 %), en bredere identitetsændring (47 %), manglende forbedring af den mentale sundhed (40 %), at kønsdysfori forsvandt af sig selv (41 %) samt oplevelser med diskrimination eller afvisning (39 %). Ingen af disse grunde dominerer; forskerne understreger tværtimod, at detransition har flere, ofte overlappende årsager — både indre (identitet, selvopfattelse) og ydre (socialt pres, manglende støtte, diskrimination).

Ingen lige vej tilbage

Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt lineær denne proces er. Deltagerne havde i gennemsnit brugt 4,22 forskellige kønsbetegnelser i løbet af deres liv, og 42 % oplyste, at de på et tidspunkt havde genoptaget transitionen efter en periode, hvor de var stoppet. Efter at have stoppet identificerede nogle sig som nonbinære, nogle fortsatte med at kalde sig transpersoner, og andre beskrev specifikt sig selv som detransitionerede — ofte i skiftende rækkefølge over tid. Det gør detransition i denne stikprøve mindre til et endepunkt end til en fase i et længere og omskifteligt forløb. Hvad det betyder for selvopfattelsen, beskriver ikbentrans.nl i en artikel om identitet efter detransition.

Autisme og traumer i barndommen forekommer oftere

Studiet målte også neurodiversitet og belastninger tidligt i livet. 42 % af deltagerne identificerede sig som autistiske, hvilket er en betydeligt højere andel end i den generelle befolkning. Den gennemsnitlige ACE-score (Adverse Childhood Experiences, et mål for traumer i barndommen) lå med 4,03 også markant over befolkningsgennemsnittet på 1,79. Forskerne drager ingen direkte kausal konklusion af dette, men tallene understreger, at den gruppe, der stopper eller vender tilbage, oftere kæmper med underliggende sårbarheder, som fortjener særskilt opmærksomhed. En finsk undersøgelse blandt ni detransitionerede fandt en psykiatrisk forhistorie hos alle ni. Du kan læse mere om sammenhængen med autisme under autisme og transkønnethed.

Hvad det betyder for behandlingen

For forfatterne er den vigtigste konklusion, at »detransition« ikke er et entydigt fænomen, der kan forklares med én enkelt årsag — fortrydelse, pres udefra eller en forkert diagnose. Ifølge studiet overser behandlere, der udelukkende tager udgangspunkt i en lineær vej fra diagnose til transition til eventuel fortrydelse, virkeligheden for klienter, der bevæger sig frem og tilbage mellem identiteter med skiftende støtte og skiftende resultater. Det taler for en rådgivning, der er åben over for denne flydende udvikling, i stedet for at placere klienter i en fast kasse, så snart de har truffet et valg. En anden analyse af de samme 957 deltagere, som skelner mellem fire profiler blandt detransitionerede, omtales af transspijt.nl.