Finsk forskning: Alle ni detransitionerede havde en tung psykiatrisk forhistorie

Ni patienter, ni gange en psykiatrisk forhistorie, som ikke – eller ikke tilstrækkeligt – blev afdækket ved starten af deres kønsbekræftende behandling. Det er hovedpointen i en retrospektiv undersøgelse fra kønsklinikken på Helsinki University Hospital, offentliggjort i Archives of Sexual Behavior. Forfatterne, heriblandt psykiater Katinka Tuisku, genvurderede ni personer, der mellem 2018 og 2019 ansøgte om detransitionsbehandling, og fandt hos dem alle traumer, stemningsforstyrrelser eller dissociative symptomer, som den tidligere udredning havde overset.

Hvad undersøgelsen gjorde

Forskerne genvurderede syv patienter, der var registreret som kvinder ved fødslen, og to, der var registreret som mænd, ved hjælp af strukturerede kliniske interviews (SCID-I og SCID-II), supplerende psykologiske undersøgelser og en vurdering af tilknytningsstil. I gennemsnit gik der syv år mellem den oprindelige diagnose kønsdysfori og det tidspunkt, hvor en person henvendte sig for at få detransitionsbehandling – år, hvor de havde brugt hormoner, og hvor otte ud af ni havde fået foretaget en brystoperation. Det drejer sig om voksne; pubertetsblokkere indgår ikke i undersøgelsen.

Hvad tallene viser

Alle ni patienter viste sig ud over diagnosen kønsdysfori at have mindst én anden psykiatrisk lidelse: Stemningsforstyrrelser forekom hos alle, angstlidelser hos to tredjedele og symptomer på spiseforstyrrelser hos næsten fire ud af fem. Hos to patienter var der tidligere blevet stillet en diagnose med borderline personlighedsforstyrrelse, og ved genvurderingen kom der tre yderligere diagnoser til. Næsten halvdelen rapporterede psykotiske symptomer. To tredjedele af gruppen havde en historie med seksuelt misbrug eller voldtægt, og forskerne konkluderede, at alle ni patienter havde været udsat for en traumatisk barndom. Ved begyndelsen af den første vurdering kunne 67 procent (seks ud af ni) arbejde eller studere på fuld tid; ved begyndelsen af vurderingen med henblik på detransition var det kun 33 procent (tre ud af ni).

Skelnen mellem kilde og fortolkning

Forskerne drager selv en forsigtig konklusion: De anbefaler bedre screening for traumer, dissociative lidelser og underliggende psykiatriske problemer, før en person begynder på medicinsk transitionsbehandling, samt bedre adgang til psykoterapi – en linje, der stemmer overens med den finske politik siden 2020. Hvorfor traumer så ofte overses ved kønsdysfori, står der mere om på transplek.nl. At de ni patienter efterfølgende selv nævnte vanskeligheder med at acceptere deres kvindelighed eller mandlighed (hos to tredjedele) eller deres tiltrækning til samme køn (hos én ud af ni) som en underliggende faktor, understreger, hvor meget en rent ’bekræftende’ tilgang kan overse den slags underliggende spørgsmål. Det er vores fortolkning af resultaterne, ikke en ordret konklusion fra forfatterne – de taler udtrykkeligt ikke om procentdele for hele befolkningen, men om et klinisk signal fra én klinik.

En lille undersøgelse, men et vigtigt signal

Ni patienter er få, og det anerkender forfatterne selv: Det er ikke et repræsentativt udvalg, og der er ingen kontrolgruppe. Men undersøgelsen føjer sig til et bredere mønster, som også kom frem i den hidtil største undersøgelse af detransition: Fortrydelse og tilbagevenden følger sjældent en lige linje, og vejen dertil er ofte mere kompleks, end den oprindelige diagnose lod formode. Også konstateringen af, at de nordiske lande selv rapporterer højere fortrydelsesprocenter end hidtil antaget, passer ind i dette billede: Når der måles mere omhyggeligt, dukker der højere tal op end den gængse myte om 1 procent antyder. En oversigt over undersøgelserne findes under tal om detransition.

For dem, der selv kæmper med spørgsmålet om, hvorvidt deres egen transition var det rigtige skridt, eller for forældre, der spekulerer på, hvad der ellers ligger bag deres barns kønsdysfori, samler transspijt.nl konkret baggrundsinformation og personlige fortællinger om detransition.

Kilder

Kettula, K., Puustinen, N., Tynkkynen, L., Lempinen, L. & Tuisku, K. (2025). Gender Dysphoria and Detransitioning in Adults: An Analysis of Nine Patients from a Gender Identity Clinic from Finland. Archives of Sexual Behavior, 54(5), 1981–1990. Frit tilgængelig via PubMed Central: pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC12162753.