Dommeren som sidste prøvesten — og retningslinjerne som dække

I den politiske debat om transgenderbehandling dukker ét begreb op igen og igen: medicinsk-etisk. Folketingsmedlemmer taler om det, sundhedsledere henviser til det, og udvalg bliver opkaldt efter det. Men hvad den medicinsk-etiske kerne præcis er — hvem der lider skade, hvordan skaden opstår, og hvem der er ansvarlig for den — forbliver påfaldende uklart. Debatten kredser om ordene uden at berøre indholdet.

Retningslinjen som standard for omhu

I dansk medicinsk ret gælder et enkelt princip: En sundhedsperson handler forsvarligt, hvis vedkommende følger den gældende professionelle standard. Denne standard fastlægges af retningslinjer — i dette tilfælde Dutch Protocol, WPATH Standards of Care og fagforeningernes retningslinjer. En psykiater, endokrinolog eller kirurg, der handler i overensstemmelse med disse retningslinjer, har juridisk set gjort det, man med rimelighed kunne forvente af vedkommende.

Det lyder betryggende. Det er det modsatte. For det er selve retningslinjerne, der er problemet. Cass Review (2024) konkluderede, at det videnskabelige grundlag for pubertetsblokkere og cross-sex-hormoner til mindreårige er "bemærkelsesværdigt svagt". Sverige, Finland og Norge nåede frem til samme konklusion og reviderede deres politik. De retningslinjer, som danske sundhedspersoner følger, er ikke resultatet af robust evidens — de er resultatet af konsensus inden for et fagområde, der i årevis næsten ikke underlagde sig ekstern kontrol.

Retssalens paradoks

Forestil dig: Om fem år anlægges en række retssager. Unge voksne, der blev behandlet som teenagere, hævder, at behandlingen var uforsvarlig. At deres tvivl ikke blev taget alvorligt. At alternativer ikke blev drøftet. At irreversible indgreb blev gennemført, selv om det videnskabelige grundlag manglede.

Dommeren prøver sagen. Mod hvad? Den professionelle standard, der gjaldt på behandlingstidspunktet. Og den standard var: Dutch Protocol, WPATH, fagforeningernes retningslinje. Sundhedspersonen fulgte retningslinjen. Dommeren fastslår: Der blev handlet i overensstemmelse med den gældende standard. Intet ansvar.

Den retningslinje, der muliggjorde skaden, er samtidig en fribillet for den, der forårsagede skaden. Så skævt, som det kan blive — men juridisk korrekt.

Hvad det betyder for politikken

Folketingsmedlemmer, der taler om "medicinsk-etiske" spørgsmål uden at nævne denne mekanisme, overser kernen. Spørgsmålet er ikke, om transgenderbehandling er etisk i abstrakt forstand. Spørgsmålet er, om de retningslinjer, som sundhedspersoner henviser til, kan modstå kritisk granskning — og om politikerne er villige til at sige det højt, også selv om det indebærer, at den nuværende standard er utilstrækkelig.

Så længe retningslinjen ikke diskuteres, bliver sundhedspersonen ikke draget i tvivl. Og så længe sundhedspersonen ikke drages i tvivl, bliver den patient, der led skade, holdt udenfor — juridisk, økonomisk og samfundsmæssigt.

Skandalen, der ikke får et navn

Skandalen er ikke, at sundhedspersoner overtrådte reglerne. Skandalen er, at reglerne selv var mangelfulde, at det har været kendt i årevis gennem internationale evalueringer, og at politikerne ved det, men ikke tør tage retningslinjen op til revision, fordi det ville betyde, at behandling i årevis er blevet ydet på et utilstrækkeligt dokumenteret grundlag.

Det er ikke et medicinsk-etisk spørgsmål i abstrakt forstand. Det er et konkret juridisk og politisk problem med konkrete ofre. Dommeren kommer i sidste ende ind i billedet. Spørgsmålet er, om politikerne til den tid stadig kan sige, at de ikke så det komme.