Er transgenderisme en form for samfundsmæssig hjernevask?

Forestil dig, at du er fjorten år, føler dig anderledes end de andre og ikke helt ved, hvad det betyder. Før i tiden fik du måske at vide: "Du er bare følsom." Nu får du en anden fortælling. En med ord somkønsdysfori og nonbinær. Ord, der ikke fandtes før, men som nu er overalt.

Jeg bestrider ikke, at transidentitet findes. Det, der optager mig, er noget andet: Hvad gør det sprog ved mennesker, der i virkeligheden bare er forvirrede?

Begynd med den homoseksuelle, der skammer sig

En person, der har homoseksuelle følelser, men oplever dem som noget, der ikke er tilladt på grund af tro, opdragelse eller socialt pres, bliver fanget i skam. Skammen gnaver. Den driver mennesker ud i selvhad og nogle gange endnu længere. Det mønster kender vi. Den løsning, vi har fundet, er ikke at tilpasse personen, men at fjerne stigmatiseringen.

Men hvad så med dette: Et barn, der føler sig anderledes, mere legende, blødere og ikke passer ind i det, der forventes, vokser op i et miljø, der siger: Hvis du føler dig anderledes, er du måske fanget i den forkerte krop.Er det frigørelse? Eller er det en anden form for tvang?

Ord skaber virkeligheder

For tyve år siden fandtes den moderne betydning af "transgender" knap nok i almindeligt sprog. Mennesker med kønsforvirring søgte andre ord og andre veje. Nogle fandt ro. Andre led, men da på grund af afvisning udefra, ikke på grund af selve følelserne.

Nu findes der en færdig ramme. For mange mennesker er det en løsning. Men for andre fungerer rammen som en tragt. Hvis det første svar på forvirring altid lyder: så er du sandsynligvis trans, forsvinder alle andre forklaringer ud af syne. Og dermed også de andre veje ud.

Skam med omvendt fortegn

Det underforståede budskab i visse kredse er: "Hvis du føler sådan, men ikke anerkender det, svigter du dig selv." Den mekanisme er grundlæggende den samme som den, homoseksuelle tidligere blev udsat for. Kun retningen er nu vendt om.

Før: Du er homoseksuel, men du må ikke være det — skam — selvdestruktion.
Nu, i nogle tilfælde: Du er forvirret, men du skal være trans — skam over tvivlen — forhastede beslutninger med uoprettelige konsekvenser.

Det er ikke bare en teori. Fra lande, hvor behandlingstallene er steget kraftigt, kommer også beretninger om unge, der efter flere år fortryder en transition, der gik for hurtigt.

En hanekam må du ikke anlægge. Men en mand i kvindetøj må du godt være.

Der er også noget skævt i denne debat, noget som få siger højt. En person med hanekam må man gøre grin med. Man må ikke ansætte vedkommende. Men det må man godt, hvis det er en mand i kvindetøj: Han er beskyttet ved lov. Men begge dele er udtryk for identitet. Hvorfor gælder den fulde samfundsmæssige sanktion for den ene, mens den anden nyder den fulde retlige beskyttelse?

Svaret ligger i, hvordan ordet konversionsterapi er blevet udvidet. Oprindeligt handlede det om forsøg på at behandle homoseksualitet væk — med rette forbudt. Nu er begrebet blevet udvidet til kønsidentitet. Men ikke til musikalsk identitet. Ikke til religiøs identitet. Kun til køn. Det valg er ikke neutralt. Det har vidtrækkende konsekvenser for terapeuter, forældre og behandlere, der tør hjælpe mennesker med at udforske tvivl uden straks at styre dem i retning af en transition.

Tilbage står en slags kult omkring en beskyttet dyreart: Én identitetskategori er så stærkt indhegnet med lovgivning og tabuer, at selv det mest forsigtige kritiske spørgsmål allerede betragtes som et angreb. Konversionsloven er det seneste eksempel på det. Velment, men i praksis en lov, der kriminaliserer tvivl og lukker munden på behandlere.

Dette er ikke et angreb på transpersoner

Mennesker, der efter langvarige overvejelser konkluderer, at transition er den rigtige vej, har fuld ret til at vælge den. Det er ikke til diskussion her.

Det, jeg problematiserer, er systemet omkring det. Hastigheden, sproget, presset. Den måde, tvivl er blevet omdefineret fra noget, der hører med, til noget, der skal korrigeres.

I frihedens navn bygger vi et nyt bur. Den, der tvivler, må ikke tvivle. Den, der venter, bliver tilskyndet. Den, der hjælper uden at styre, risikerer sin bevilling. Det er ikke fremskridt. Det er bare en anden form for tvang med et venligere ansigt.