Hvorfor færre og færre unge kalder sig nonbinære eller transkønnede

I en årrække så det ud til, at antallet af unge, der kaldte sig nonbinære, transkønnede eller queere, kun voksede. På gymnasier og universiteter i USA identificerede næsten hver tiende elev sig nogle gange som nonbinær. Ny forskning viser imidlertid, at tendensen nu er vendt markant: Siden 2023 er antallet af unge, der identificerer sig sådan, i stedet faldet hurtigt – i nogle tilfælde til mindre end en tredjedel af toppunktet.

Tallene bag vendingen

Statskundskabsprofessor Eric Kaufmann kortlagde udviklingen i en rapport for Centre for Heterodox Social Science. På Phillips Academy Andover i USA angav 9,2 procent af eleverne i 2023, at de hverken var mænd eller kvinder; to år senere var tallet faldet til 3 procent. På Brown University identificerede omkring 5 procent af de studerende sig som nonbinære i 2022 og 2023, mod 2,6 procent i 2025. Psykologen Jean Twenge bekræftede mønstret gennem egne analyser af Cooperative Election Study, en stor løbende amerikansk undersøgelse: Blandt de 18- til 22-årige falder andelen, der identificerer sig som transkønnede eller nonbinære, støt fra 2021 til 2024.

Blandt unge, der identificerer sig som homoseksuelle eller lesbiske, er andelen bemærkelsesværdigt stabil. Faldet koncentrerer sig især blandt dem, der kaldte sig »queere« eller biseksuelle, samt blandt dem, der identificerede sig som nonbinære eller transkønnede i snævrere forstand. Den forskel er vigtig: Der er ikke tale om en generel tilbagetrækning i hele LGBT+-samfundet, men specifikt om de identiteter, der voksede hurtigst i popularitet i løbet af de seneste ti år.

Hvad faldet ikke forklarer

Kaufmann testede en række oplagte forklaringer og afviste de fleste af dem. En generel drejning mod mere konservative holdninger blandt unge forklarer ikke faldet: Politiske præferencer ændrede sig langt mindre i samme periode end identifikationstallene. Heller ikke en tilbagevenden til religiøsitet, et fald i »wokeness« i bred forstand eller mindre brug af sociale medier giver ifølge hans analyse en tilstrækkelig forklaring. Tendensen fulgte i vid udstrækning sit eget spor i forhold til disse bredere samfundsbevægelser.

Én faktor fik dog delvis støtte: unges mentale helbred, som blev markant forværret under coronapandemien og siden forbedrede sig igen. Eftersom identitetssøgning og psykisk sårbarhed ofte hænger sammen, kan en del af toppunktet være sammenfaldende med pandemiens hårdeste år. Det forklarer dog ikke hele stigningens omfang og slet ikke tempoet i det efterfølgende fald.

En tendens, der opførte sig som en mode

Den forklaring, der ifølge Kaufmann passer bedst med dataene, er, at identifikation som nonbinær eller queer opførte sig som et modefænomen: En etiket, der midlertidigt blev attraktiv og spredte sig i bestemte sociale kredse, stort set uafhængigt af underliggende politiske eller religiøse overbevisninger. En så hurtig stigning efterfulgt af et lige så hurtigt fald passer bedre med en social tendens, der ebber ud, end med en stabil og bredt forankret ændring i den måde, unge faktisk oplever sig selv på.

Det peger i retning af det, som kritikere længe har kaldt hypotesen om »social smitte«: Ideen om, at identifikation spredte sig gennem vennegrupper, sociale medier og gruppepres, uafhængigt af en underliggende, stabil kønsinkongruens. Hvad forskningen viser om denne sociale spredning, står på transplek.nl. Tilhængere af behandling med henblik på kønsskifte har længe bekæmpet denne hypotese. Den markante stigning og det lige så markante fald, der præcis følger alderskohorter og skolemiljøer, gør imidlertid igen hypotesen plausibel – selv om det, som Kaufmann selv understreger, fortsat kun er én fortolkning af korrelationsdata og ikke et entydigt bevis.

Hvad disse tal ikke siger

Faldet betyder ikke, at der ikke længere findes unge med en oprigtig og vedvarende kønsinkongruens, og heller ikke at homoseksualitet eller biseksualitet som sådan skulle have været et modefænomen – de tal forbliver trods alt stabile. Dataene antyder derimod, at en betydelig del af den seneste vækst i unges nonbinære og transkønnede selvidentifikation var midlertidig og gruppebundet snarere end et udtryk for en fast og uforanderlig identitet. For Nederlandene beregnede mediesociologen Peter Vasterman tidligere, at 92.500 unge kalder sig transkønnede eller kønsdiverse.

For beslutningstagere, skoler og klinikere inden for kønsbekræftende behandling er det en relevant oplysning. Hvis en betydelig del af selvidentifikationen som nonbinær eller transkønnet er situationsbestemt og socialt påvirkelig, understreger det endnu mere, hvorfor forsigtig, eksplorativ rådgivning – i stedet for hurtig medicinsk bekræftelse – fortsat er den mest fornuftige vej for unge. Hvorfor automatisk bekræftelse i sundhedsvæsenet ikke er tilstrækkelig, forklares på genspect.nl.