Klinisk psykolog Joe Burgo: hvorfor drenge i dag ikke får plads til at blive mænd

Hvad får en voksende gruppe teenagedrenge og unge mænd til ikke længere at føle sig hjemme i deres egen krop, men til gengæld i en transkønnet identitet? Den amerikanske kliniske psykolog og psykoanalytiker Joe Burgo, som næsten udelukkende arbejder med transidentificerede mænd, mænd, der har detransitioneret, og mænd, der kæmper med autogynefili, gav sit perspektiv på dette i en åbenhjertig samtale med forfatteren Sarah Mittermaier. Hans konklusion er, at kulturen ikke længere har noget at tilbyde drenge, som kan hjælpe dem med at blive voksne mænd, og at køn træder ind i dette tomrum.

En kultur, der ikke længere lærer drenge noget

Ifølge Burgo vokser drenge op med den idé, at køn udelukkende er tillært — at drenge og piger grundlæggende er ens og kun adskiller sig fra hinanden gennem opdragelsen. Ifølge ham er denne opfattelse trængt dybt ind i skolerne og behandlingssystemet: I 2018 offentliggjorde den amerikanske psykologforening APA retningslinjer, der i vid udstrækning fremstiller maskulinitet som skadelig. Konsekvensen er, at drenge, der kommer i puberteten og mærker testosteronens virkninger på egen krop — mere aggression, en stærkere sexlyst og risikoadfærd — lærer, at disse forandringer er forkerte eller farlige. Hvor tidligere generationer stadig havde ritualer, sport eller drengeforeninger til at give denne energi en plads, er disse steder ifølge Burgo i vid udstrækning forsvundet eller blevet blandede. Der er kun lidt tilbage, som kan lære drenge at kanalisere deres spirende styrke i stedet for at undertrykke den.

Skam over sin egen krop

Burgo ser et tilbagevendende mønster i sin praksis: drenge, der føler dybt ubehag ved deres egen seksuelle ophidselse, ved spontane erektioner og ved det simple faktum, at de er tiltrukket af piger. De er bange for at blive opfattet som "uhyggelige" eller "grænseoverskridende", og nogle beder endda om østrogen for at slippe for spontane erektioner. For drenge, der i forvejen befinder sig uden for den sociale hierarkis "alfamænd" — kejtede, tilbagetrukne og uden større succes hos piger — kan udsigten til at leve videre som pige virke mere end tillokkende: en vej ud af en krop og en seksualitet, som deres omgivelser konstant får dem til at føle skyld over.

To blindgyder

Mittermaier opsummerer det rammende i samtalen: Drenge får præsenteret to dysfunktionelle skabeloner. Enten afviser de fordømmelsen af maskulinitet og radikaliseres i retning af personer som Andrew Tate, eller også afviser de sig selv og dermed hele idéen om, at de nogensinde skulle blive mænd. Burgo understreger, at der ikke er tale om én enkeltstående årsag: Hos drenge med pludseligt opstået kønsdysfori i puberteten (ROGD) ser han ofte en kombination af social kejtethed, overdreven brug af computerspil og pornografi samt en voksende fremmedgørelse fra kroppen. Køn tilbyder så, med hans egne ord, pludselig "en udvej" — en forklaring og en identitet, der fjerner ubehaget uden at tage fat på den underliggende kamp.

Hvad det betyder for den bredere debat

Burgos analyse ligger på linje med en voksende gruppe klinikere, der ikke ønsker at se kønsdysfori hos drenge løsrevet fra bredere udviklinger: forsvindingen af mandlige rollemodeller, flugten ind i skærmtid og en kultur, der snarere problematiserer end vejleder maskulinitet. Hans opfordring er ikke, at drenge skal presses tilbage i en forældet form, men at de har brug for noget, de kan vokse ind i: en voksen og ansvarlig form for maskulinitet i stedet for blot en liste over ting, de ikke må være. Et jungiansk perspektiv på kønsideologi findes i artiklen Den evige dreng.