Den evige dreng: hvad et jungiansk perspektiv på kønsideologi afslører

Hvorfor breder ideen om, at en indre identitet vejer tungere end det biologiske køn, sig netop nu? Den amerikanske kliniske psykolog Bret Alderman søger ikke svaret i aktuelle begivenheder, men i Carl Jungs dybdepsykologi. I et interview med det amerikanske nyhedsbrev gender:hacked beskriver han transidentifikation som en moderne fremtrædelsesform af en arketype, der har optrådt i myter og eventyr i århundreder: puer aeternus, den evige dreng.

Arketypen den evige dreng

I Jungs analytiske psykologi er puer aeternus den skikkelse, der nægter at slå rod i begrænsningerne ved et voksent liv: en fast identitet, en krop med grænser og tiden, der går. Peter Pan er den mest kendte litterære personificering af den — barnet, der aldrig bliver ældre, i Ønskeøen, hvor Alderman citerer den sigende sætning: "In Neverland, to make-believe something is to make it true" (i Ønskeøen gør det, man lader som om, til virkelighed). Alderman understreger, at han ikke bruger denne arketype til at afvise transidentifikation som uægte, men til at forstå, hvad psyken forsøger at kommunikere gennem den. Når en arketype træder frem, er det ifølge ham altid et signal — ikke en bogstavelig sandhedspåstand om verden, men et symbolsk budskab om noget, der kræver opmærksomhed.

Postmodernisme som dissociation

Et centralt punkt i Aldermans analyse er forholdet mellem kønsideologi og den postmodernistiske tænkning, som den udspringer af. Dekonstruktion og kønsteori er efter hans opfattelse ikke blot filosofiske retninger, men intellektuelle udtryk for en psykologisk dissociation: en indre opsplitning, hvor repræsentationen — den fortælling, man fortæller om sig selv — indtager den legemliggjorte virkeligheds plads. Når sprog og selvbillede bliver vigtigere end selve kroppen, opstår der ifølge Alderman mulighed for at begynde at se det biologiske køn som noget vilkårligt, noget der lige så godt kunne være blevet konstrueret anderledes. Hvor selvidentifikation støder på sine grænser, udfoldes det på genderid.nl.

Kroppen som en grænse, der muliggør udvikling

Over for denne dissociation stiller Alderman en central idé fra den jungianske tradition: Psykologisk modenhed begynder med at acceptere det at være legemliggjort og de naturlige grænser, der følger med. En krop har et køn, en alder og begrænsninger — og netop accepten af dette, i stedet for at bortforklare det, gør det muligt for et menneske at modnes psykologisk. En kultur, der behandler biologi som en arbitrær konstruktion, berøver ifølge ham sig selv et af de vigtigste holdepunkter for denne modning.

Et paradoks: oprør med institutionernes velsignelse

Det, der ifølge Alderman gør vores tid unik, er et paradoks. Tidligere ungdomsbevægelser, der gjorde oprør mod den etablerede orden, gjorde det netop, fordi denne orden satte modstand — det var ægte oprør mod ægte autoritet. Den moderne identitetsbevægelse nyder derimod, i modsætning til for eksempel 1960'ernes modkulturer, massiv institutionel støtte: fra skoler, medier og regeringens politik. En impuls, der arketypisk handler om modstand mod begrænsninger, bliver således netop bekræftet af de samme voksne institutioner, som normalt burde sætte grænser. Det gør ifølge Alderman dynamikken vanskeligere at bryde end ved tidligere generationskonflikter: Der er ikke længere nogen modstand at gøre oprør imod, og derfor heller ikke noget tydeligt punkt, hvor den personlige udvikling skal fortsætte.

Hvad dette perspektiv tilføjer

Aldermans analyse hævder ikke at kunne forklare, hvorfor et bestemt menneske identificerer sig som trans — det kræver fortsat klinisk omhu og opmærksomhed på den enkelte. Men den tilbyder en forklaringsramme for det bredere kulturelle fænomen: hvorfor netop denne tid, med sin mistillid til kroppens begrænsninger og sin tro på selvvalgt identitet, er så frugtbar en grobund for ideen om, at den, man er, står adskilt fra det, ens krop er. Det er netop den slags nuancering, der som regel mangler i den gængse, bekræftende fortælling om køn — ikke som et angreb på dem, der kæmper med det, men som et ekstra lag til forståelsen af fænomenet. En beslægtet psykologisk fortolkning giver den kliniske psykolog Joe Burgo i artiklen om drenge og maskulinitet.