Hjem › Samfund › Køn og medier

Køn og medier

Medier — fra underholdning og sociale platforme til public service-medier og aviser — spiller en dobbeltrolle i kønsdebatten. De rapporterer, og de socialiserer. Den måde, transkønnede temaer fremstilles på, hvilke historier der kommer frem eller ikke gør, og hvilken kritik der tillades eller ikke tillades, er med til at forme, hvordan en hel generation af unge lærer at tænke om identitet og krop. Denne indflydelse er ikke en detalje, men en central del af historien.

Ensidig framing i mainstreammedier

En stor del af den hollandske og internationale mainstreamdækning af transkønnede temaer har i løbet af de seneste ti år i vid udstrækning fulgt interesseorganisationernes dagsorden. Begreber som "køn tildelt ved fødslen", "kønsbekræftende behandling" og "transbørn ved det altid allerede" blev ofte ukritisk viderebragt. Stemmer fra detransitionerede, kritiske klinikere, forældre og feministiske forfattere kom langt sjældnere til orde. Resultatet var ikke neutral dækning, men en ensidig fortælling.

I Storbritannien ændrede dette sig, da uafhængige journalister — blandt andre Hannah Barnes med Time to Think — og forskere undersøgte praksis på Tavistock-kønsklinikken. I Nederlandene er dette kritiske perspektiv stadig underrepræsenteret i mainstreampressen.

Sociale medier og deres rolle i socialiseringen

Sociale medier er en selvstændig faktor, ikke et passivt spejl. På TikTok, Instagram, YouTube og Tumblr opstod der fra omkring 2014 store fællesskaber, hvor teenagere — især piger — satte sig ind i kønsdysfori, transitionsfortællinger og identitetsmærkater. Algoritmer forstærker indhold, som brugerne reagerer på, så den, der først klikker på emnet, på kort tid kan ende i en stærkt bekræftende boble. Det er ikke en sammensværgelse, men en direkte følge af den måde, disse platforme er bygget på.

Forskning udført blandt andre af Lisa Littman (2018) pegede på et mønster af pludseligt opstået kønsdysfori blandt unge, især piger, ofte i vennegrupper på samme tid og ofte efter intensiv brug af sociale medier. Begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria er omstridt, men den empiriske observation af stigningskurven og klyngemønstret består.

Underholdningens rolle

Film, serier og streamingplatforme viser i stigende grad transkønnede karakterer som positive hovedpersoner. Det er ikke i sig selv skadeligt, men når underholdning systematisk fremfører idéen om, at transition er en entydigt positiv løsning, mens detransitionering, fortrydelse og komplikationer konsekvent holdes ude af billedet, opstår der en oplysningseffekt uden at der faktisk er tale om oplysning. For unge i den identitetsdannende alder er det en vigtig form for implicit promovering.

Det, der mangler: kritiske stemmer, detransitionerede, forældre

I mange mainstreamproduktioner får kritiske klinikere (Cass, Levine, Hruz), feministiske forfattere (Stock, Joyce), detransitionerede (Cole, Beck, Bell) og bekymrede forældre sjældent ordet. Når de kommer til orde, bliver de ofte afskrevet som "modstandere" eller "anti-trans". Dermed bliver en legitim videnskabelig og samfundsmæssig debat reelt udelukket fra den offentlige informationsformidling.

Journalistiske retningslinjer og selvcensur

Journalistiske vejledninger om dækning af transkønnede emner — ofte udarbejdet i samarbejde med interesseorganisationer — indeholder regler for sprogbrug, der går videre end høflighed: De foreskriver, hvilke betegnelser der må og ikke må bruges, hvilke undersøgelser der "forårsager skade", og hvilke spørgsmål der er upassende. Resultatet er en snigende form for selvcensur, hvor journalister ikke længere stiller afgørende spørgsmål om behandling, evidens og unges trivsel.

Hvad bør god journalistik indeholde?

God journalistik fremstiller omstridte emner som omstridte. Når det gælder kønsbehandling, betyder det opmærksomhed på Cass Review, på kursændringerne i Sverige, Finland, Norge og Danmark, på eksistensen af detransitionering og fortrydelse, på det svage evidensgrundlag for transition af unge samt på forskellen mellem voksne med langvarig dysfori og unge med pludseligt opståede identitetsspørgsmål. Uden dette overblik er dækning ikke information, men advocacy.