UZ Gent under beskydning: datter blev henvist til mastektomi inden for en uge

I De Morgen fortæller en flamsk far en historie, der ikke levner megen tvivl om tempoet, hvormed mindreårige på UZ Gents kønsklinik ledes videre til medicinske indgreb. Efter én psykiatrisk samtale fik hans datter at vide, at hun var kandidat til en mastektomi. En uge senere lå hun på operationsbordet. Ingen langvarigt forløb, ingen second opinion, ingen mulighed for at trække sig — en beslutning med livslange konsekvenser, truffet inden for den tid, de fleste mennesker skal bruge på at vælge en ny vaskemaskine. Hvad fortrydelse efter et sådant indgreb betyder, beskrives i en sag på genderzorgen.nl.

Historien står ikke alene. Belgiske politikere og læger har i længere tid peget på den hastighed, hvormed sårbare piger med kønsdysfori behandles i den nuværende model, mens underliggende problemer som depression, autisme eller selvskade knap nok bliver undersøgt. Vlaams Belang slår alarm i parlamentet og kræver en uafhængig gennemgang af de flamske kønsklinikker, et stop for tilskud til kønscentre og et moratorium for medicinsk transition af mindreårige — i stedet bør psykosocial støtte stå i centrum.

Ikke første gang

Sagen på UZ Gent er ikke ny. Tidligere kom navnene Aero, Nathan og Melody frem: unge, der tog deres eget liv efter en transitionsbehandling, hvorefter deres forældre indgav en klage mod klinikken. At sådanne sager bliver ved med at hobe sig op, samtidig med at ventelisten til kønsklinikken i samme periode er vokset eksplosivt, rejser spørgsmålet, om sundhedsvæsenet stadig kan håndtere tilgangen på forsvarlig vis — eller om hurtighed langsomt er blevet normen.

Dr. Patrick Vankrunkelsven, leder af Belgisk Center for Evidensbaseret Medicin (Cebam), kalder pubertetsblokkere for det, han direkte betegner som »kemisk kastration«, og han går ind for at stoppe behandlingen til fordel for psykosocial omsorg. Også børnepsykiater Peter Adriaenssels opfordrer til større forsigtighed. Ingen af dem er udenforstående med en politisk dagsorden, men læger, der ud fra deres eget fagområde konstaterer, at det videnskabelige grundlag for den nuværende model er tyndere, end den bekræftende fortælling giver indtryk af.

En minister, der siger sin tvivl højt

Det er bemærkelsesværdigt, at den ansvarlige minister Caroline Gennez (Vooruit) heller ikke løber fra kritikken: Hun erkender, at transsundhed er et ungt fagområde, som man stadig ved for lidt om, og at der er behov for mere forskning. At en sådan anerkendelse kommer fra en minister i et parti, der normalt ikke profilerer sig som kritisk over for den bekræftende model, siger noget om, hvor svært sagen om UZ Gent efterhånden er at forsvare med de sædvanlige beroligelser.

For familier, der selv har en kønsdysforisk teenager, er læren af denne historie ikke, at enhver henvisning sker for hurtigt — men at det ikke må være en automatisk reaktion at have tillid til et klinisk forløb, blot fordi det foregår på et hospital. At bede om en second opinion, kræve en længere diagnostisk periode og få udelukket underliggende problemer er ikke obstruktion, men netop det omhyggelige arbejde, der kan retfærdiggøre et irreversibelt indgreb på en mindreårig. En kritisk gennemgang af en anden artikel fra samme avis findes i De Morgen rammer ved siden af.