Tyskland kæmper med sin selvidentifikationslov: AfD vil ophæve den, CDU søger en mellemvej

I Tyskland er der brudt en ny politisk kamp ud om Selbstbestimmungsgesetz (SBGG), selvidentifikationsloven, der har været gældende siden den 1. november 2024. Efter AfD's valgsejr ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt i 2026 fremsatte AfD-parlamentsmedlemmer forslag om helt at rulle loven tilbage. Samtidig cirkulerer der internt i CDU forslag om en mellemvej: ikke at afskaffe loven, men at stramme den. Et nyligt essay på Genspect, skrevet af et tidligere medlem af De Grønne i Tyskland, blotlægger de politiske skillelinjer.

Hvad loven konkret gør

Selbstbestimmungsgesetz erstattede i 2024 den gamle og langt mere besværlige Transsexuellengesetz. Siden da er en erklæring på folkeregisterkontoret tilstrækkelig til at ændre den juridiske kønsregistrering og fornavnet — uden lægeundersøgelse, psykologisk diagnose eller prøvelse ved en domstol. Vores dossier på zelfidentificatie.nl sammenholder denne tyske ordning med ordningerne i Spanien og Nederlandene: Alle tre lande har valgt en model baseret på ren selverklæring, men med forskellige aldersgrænser og karensperioder.

AfD's påstande, og hvad der kan verificeres

Genspect-essayet citerer AfD-forslag, der går ind for at genindføre beskyttelsen af mindreårige, mennesker med psykisk sårbarhed og kvindeområder samt et øjeblikkeligt moratorium for pubertetsblokkere og kønskrydsende hormoner til mindreårige. Det sidste punkt er adskilt fra selve SBGG — selvidentifikationsloven regulerer den juridiske kønsregistrering for voksne og unge fra 14 år (med forældres samtykke), ikke adgangen til medicinsk behandling i forbindelse med transition, som i Tyskland reguleres gennem særskilte retningslinjer. Læser man loven, står det klart, at AfD samler to separate sager — juridisk registrering og medicinsk behandling — i ét forslag. Det er et politisk valg, ikke en gengivelse af, hvad loven faktisk regulerer.

Det kan dog verificeres, at loven tillader, at registreringen ændres én gang om året uden yderligere formaliteter, og at kritikere — herunder essayet selv — peger på fraværet af en tærskel, der strukturelt skulle forhindre misbrug af kvindeområder. Essayet indeholder ingen tal for, hvor ofte det rent faktisk sker; sådanne tal mangler indtil videre også i den offentlige tyske debat.

En politisk brandmur og spørgsmålet om, hvem der stadig lytter

Essayet beskriver også den såkaldte "Brandmauer", den tyske cordon sanitaire, hvor de etablerede partier kategorisk udelukker samarbejde med AfD. Forfatteren — selv tidligere medlem af De Grønne og nu talsperson for forældreorganisationen Transteens-Sorge-Berechtigt — oplevede det personligt: I 2019 fik han besked på ikke at give AfD-byrådsmedlemmer hånden, i strid med skikken i tyske kommunalbestyrelser. Hans pointe er, at udelukkelsen af AfD som samtalepartner også gør det vanskeligere for de etablerede partier åbent at erkende en indholdsmæssig svaghed i deres egen lov — fraværet af en aldersgrænse og en grundighedsvurdering — af frygt for, at en sådan erkendelse vil blive opfattet som støtte til AfD.

Den mekanisme fortjener en kritisk bemærkning: Det er forfatterens analyse, ikke et fastslået faktum. Politisk udelukkelse af et parti siger intet om rigtigheden af dets konkrete lovforslag, og omvendt siger tilslutning til ét af et partis synspunkter intet om tilslutning til resten af dets program. Vores redaktion tager derfor heller ikke politisk stilling til AfD som parti — kritikken retter sig udelukkende mod indholdet i Selbstbestimmungsgesetz.

CDU-kompromiset: stramning i stedet for afskaffelse

For den nederlandske læser er det alternativ, der skitseres i essayet fra CDU, mere interessant: at hæve aldersgrænsen til 25 år, indføre obligatorisk medicinsk eller psykologisk rådgivning og tydeliggøre beskyttelsen af kvindeområder — uden at ophæve loven som helhed. Det er en anden tilgang end den fuldstændige ophævelse, som AfD ønsker, og den ligger på linje med udviklingen andre steder i Europa: Vores side om kønspolitik land for land viser, at lande som Sverige og Finland netop har trukket sig fra vidtgående modeller for selvidentifikation og behandling uden helt at afskaffe dem.

Tyskland har hidtil fulgt en anden linje end sine skandinaviske naboer. Vores tidligere artikel om tyske justitsministres FN-kritik af SBGG beskrev allerede den interne tvivl i den tyske retsstat om lovens præcision. AfD-forslagene og CDU-kompromiset er en ny politisk episode i den samme debat — ikke dens begyndelse.

Hvad det betyder for debatten

Det tyske eksempel viser, at en selvidentifikationslov uden aldersgrænse, karensperiode eller grundighedsvurdering kan blive et politisk brændpunkt, når praksis skuffer — også i et land, hvor en sådan lov blev vedtaget med bred opbakning. For den nederlandske debat om lignende lovgivning er det en relevant oplysning: ikke fordi den tyske politiske situation kan overføres direkte, men fordi de tekniske svagheder, der peges på — ingen aldersgrænse, ingen prøvelse og ingen tal for misbrug — netop er de punkter, der også diskuteres i forbindelse med den nederlandske Transgenderwet.

Kilder

David Allison, "Germany: A Glimmer of Hope for Sex Realists?", Genspect, 28. september 2026. genspect.org/germany-a-glimmer-of-hope-for-sex-realists

Genderinfo.nl, "Tyske justitsministre udtrykker FN-kritik af Selbstbestimmungsgesetz", 2026. genderinfo.nl/artikelen/duitse-justitieministers-vn-kritiek-selbstbestimmungsgesetz-2026

Zelfidentificatie.nl, "Artikel 1:28 BW — hvad står der, og hvad står der ikke" (sammenligning med det tyske SBGG). zelfidentificatie.nl/artikel-1-28-bw