Den evige dreng: hvad et jungiansk perspektiv på kønsideologi afslører

Hvorfor vinder ideen om, at en indre identitet står over det biologiske køn, netop nu så stort indpas? Den amerikanske kliniske psykolog Bret Alderman søger ikke svaret i samtidens begivenheder, men i Carl Jungs dybdepsykologi. I et interview med det amerikanske nyhedsbrev gender:hacked beskriver han transidentifikation som en nutidig manifestation af en arketype, der har optrådt i myter og eventyr i århundreder: puer aeternus, den evige dreng.

Den evige drengs arketype

I Jungs analytiske psykologi er puer aeternus skikkelsen, der nægter at slå sig til tåls med voksenlivets begrænsninger: en fast identitet, en krop med grænser og tidens gang. Peter Pan er den mest kendte litterære legemliggørelse af den — barnet, der aldrig bliver ældre, i et Ønskeøen, om hvilket Alderman citerer den sigende sætning: "In Neverland, to make-believe something is to make it true" (på Neverland gør det at lade som om noget det til sandt). Alderman understreger, at han ikke bruger denne arketype til at afvise transidentifikation som uægte, men til at forstå, hvad psyken forsøger at kommunikere gennem den. En arketype, der træder frem, er ifølge ham altid et signal — ikke en bogstavelig sandhedspåstand om verden, men et symbolsk budskab om noget, der kræver opmærksomhed.

Postmodernisme som dissociation

Et centralt punkt i Aldermans analyse er forholdet mellem kønsideologi og den postmodernistiske tænkning, den udspringer af. Dekonstruktion og kønsteori er efter hans opfattelse ikke blot filosofiske retninger, men intellektuelle udtryk for en psykologisk dissociation: en indre opsplitning, hvor repræsentationen — den fortælling, en person fortæller om sig selv — indtager den legemliggjorte virkeligheds plads. Når sprog og selvbillede bliver vigtigere end selve kroppen, opstår der ifølge Alderman rum for at begynde at betragte det biologiske køn som noget vilkårligt, noget der lige så godt kunne være blevet konstrueret anderledes.

Kroppen som en grænse, der muliggør vækst

Over for denne dissociation stiller Alderman en grundtanke fra den jungianske tradition: Psykologisk modenhed begynder med at acceptere det at være legemliggjort og de naturlige grænser, der følger med. En krop har et køn, en alder og begrænsninger — og netop accepten af dette, i stedet for at bortforklare det, gør det muligt for et menneske at modnes psykologisk. En kultur, der behandler biologi som en arbitrær konstruktion, fratager ifølge ham sig selv et af de vigtigste ankre for denne modning.

Et paradoks: oprør med institutionel opbakning

Det, der ifølge Alderman gør denne tid unik, er et paradoks. Tidligere ungdomsbevægelser, der gjorde oprør mod den etablerede orden, gjorde det netop, fordi ordenen ydede modstand — det var ægte oprør mod ægte autoritet. Den nutidige identitetsbevægelse nyder derimod, i modsætning til for eksempel 1960'ernes modkulturer, omfattende institutionel støtte fra skoler, medier og den offentlige politik. En impuls, der arketypisk handler om modstand mod begrænsninger, bliver således netop styrket af de samme voksne institutioner, som normalt burde sætte grænser. Det gør ifølge Alderman dynamikken sværere at bryde end ved tidligere generationskonflikter: Der er ikke længere nogen modstand at gøre oprør imod, og dermed heller ikke noget tydeligt punkt, hvor ens egen udvikling skal tage næste skridt.

Hvad dette perspektiv tilføjer

Aldermans analyse hævder ikke at kunne forklare, hvorfor et bestemt menneske identificerer sig som trans — det kræver fortsat klinisk omhu og opmærksomhed på den enkelte. Men den tilbyder en forklaringsramme for det bredere kulturelle fænomen: hvorfor netop denne tid, med sin mistillid til kroppens begrænsninger og sin tro på selvvalgt identitet, er så frugtbar en grobund for ideen om, at hvem man er, står adskilt fra, hvad ens krop er. Det er netop den type nuancering, der som regel mangler i den gængse, bekræftende fortælling om køn — ikke som et angreb på dem, der kæmper med det, men som et ekstra lag til forståelsen af fænomenet.