Transrepræsentation i medierne

I lang tid var transkønnede personer i vestlige medier sjældne og stereotypisk fremstillet — ofte som ofre, prostituerede eller psykisk ustabile personer.

Historisk billede

I lang tid var transkønnede personer i vestlige medier sjældne og stereotypisk fremstillet — ofte som ofre, prostituerede eller psykisk ustabile personer. Film som 'Boys Don't Cry' (1999) markerede en mere realistisk skildring.

Nyere udvikling

Fra omkring 2014 (efter succesen med 'Transparent' og 'Orange Is the New Black') steg synligheden markant i tv-serier. Transkønnede skuespillere spiller oftere transkønnede roller, hvilket interesseorganisationer vurderer positivt.

Diskussionspunkter

Den aktuelle debat handler om, hvor afbalanceret repræsentationen er (kun positive fortællinger eller også kompleksitet), skildringen af detransition og transkønnede personers rolle i indhold for unge. Eksempler fra den offentlige debat og mediedækningen er samlet på genderellende.nl.

Fra biperson til hovedrolle

I film fra 1990'erne var en transkønnet person ofte en afsløring eller en trussel, som i The Crying Game (1992) og The Silence of the Lambs (1991). Dokumentaren Disclosure fra 2020 viser, hvordan disse billeder har præget generationer af seere. Et vendepunkt kom i 2014, da ugebladet Time satte skuespilleren Laverne Cox på forsiden med overskriften The Transgender Tipping Point. Senere kom der kritik af film, hvor skuespillere, som ikke selv er transkønnede, spillede sådanne roller, eksempelvis The Danish Girl (2015) og den belgiske film Girl (2018).

Nederlandene

I Nederland satte tv-programmet Hij is een Zij fra 2014 unge i transition i fokus og nåede dermed ud til et stort publikum. Loiza Lamers vandt Holland's Next Top Model i 2015, og makeupartisten Nikkie de Jager fortalte på YouTube i 2020, at hun er transkønnet, hvorefter hun blev vært ved Eurovision Song Contest. Denne synlighed har øget kendskabet til og accepten af transkønnethed. På tv-optrædener og kønsbekræftende behandling kan du læse, hvordan nederlandsk tv allerede i 1980'erne var med til at normalisere kønsbekræftende behandling; det bredere perspektiv findes under medier og den offentlige debat.

Det, der ikke kommer med på skærmen

Kritikere peger på, at billedet er ensidigt. Fjernsyn og sociale medier viser især vellykkede transitioner hos unge, attraktive mennesker, fortalt som en historie om frigørelse. Tvivl, komplikationer, et vanskeligt efterforløb og fortrydelse bliver sjældent omtalt, og mennesker, der har rullet deres transition tilbage blev i lang tid kun sjældent hørt af redaktionerne. Hvorfor detransition så længe fik begrænset medieopmærksomhed, kan du læse om på gendermedia.nl. For unge, der kan genkende sig selv i sådanne fortællinger, kan det give et ufuldstændigt billede af, hvad en transition indebærer. Dokumentaren Paris Is Burning (1990) og tv-serien Pose (2018) gjorde New Yorks ballroom-kultur kendt for et bredt publikum. Se også køn og medier, sociale medier og køn og detransition.