Vasterman: Radikale feminister ser transkønloven som en trussel mod kvinder

Peter Vasterman henviser til NRC-artiklen af Menno Sedee, hvor kønskritiske feminister — som af tilhængerne af transkønloven afvises som "radikale" — forklarer, hvorfor selvidentifikation underminerer de kvindeområder, der er blevet kæmpet hårdt for.

Brudlinjen, der ikke længere kan skjules

Den 11. september 2022 offentliggjorde NRC Handelsblad en reportage af Menno Sedee om den gruppe feminister, der modsætter sig den planlagte ændring af transkønloven. Vasterman tog artiklen op, fordi den for første gang i den nederlandske kvalitetspresse lod en gruppe komme til orde, som i årevis var blevet skubbet ud på sidelinjen: kvinder, der ikke vil acceptere, at den juridiske kønsgrænse fjernes. Rutte IV-regeringen ønsker at ændre loven, så en tur til domstolen og en erklæring fra en sagkyndig bortfalder. En underskrift hos kommunen vil dermed være tilstrækkelig til officielt at skifte køn. "Med en lovændring bliver det lettere officielt at skifte køn," sammenfatter Sedee og Vasterman essensen. Lovforslaget blev trukket tilbage i 2025; se det tilbagetrukne lovforslag om selvidentifikation.

"Den allerstørste trussel mod kvinder"

De feminister, der udtaler sig i NRC-artiklen, er ikke uvæsentlige. Det er jurister, tidligere ledere af krisecentre, sportstrænere og historikere, som har deres faglige position på det rene. Deres analyse, som NRC gengiver den, lyder: "Kønskritiske feminister ser dette som den allerstørste trussel mod kvinder." Det er ikke retorisk overdrivelse for syns skyld, men en underbygget påstand. Hvis køn udelukkende bliver et spørgsmål om selvidentifikation, forsvinder den juridiske kategori "kvinde" som beskyttet gruppe. Kvoter, statistikker, sundhedsforskning, krisecentre for mishandlede kvinder, kvindesport, kvindefængsler, målrettede indsatser — alt det, som anden bølge af feminismen opnåede gennem 80 år, bygger på en måleligt afgrænset kategori. Gør man denne kategori åben for selverklæring, forsvinder grundlaget.

Den ene rettighedskamp oven i den anden

NRC-artiklen lader også modstemmen komme til orde: Ændringen sker "til transbevægelsens raseri". Ikke fordi transorganisationer er imod forenkling — tværtimod ønsker de netop den — men fordi de afviser ethvert spørgsmål om sammenstødende rettigheder som transfobi. Vasterman påpeger, at dette er præcis den mekanisme, der i andre vestlige lande har ført til retssager, lukning af klinikker og politiske katastrofer: en rettighedsramme, der præsenterer sig som en ren udvidelse af friheden, mens den i praksis begrænser en anden gruppes rettigheder — biologiske kvinders. NRC-artiklen beskriver for første gang denne konflikt skarpt i et etableret nederlandsk medie.

Hvad ændringen konkret medfører

Den nuværende transkønlov (siden 2014) kræver en erklæring fra en psykolog eller læge. Ændringen fjerner dette krav. Vasterman påpeger i sine andre analyser, at den evaluering, som denne afskaffelse bygger på, er metodisk svag — tre interviewede psykologer, fire undersøgelser med uklare stikprøver og én undersøgelse med ni deltagere. Parlamentet anbefales på dette grundlag at fjerne en hindring, der netop fungerer i praksis: Næsten tre fjerdedele af de kommunale embedsmænd oplever erklæringen som en barriere mod svindel og forhastede ændringer. Hvad der er tilbage, når erklæringen bortfalder: et åbent selvidentifikationssystem, som i alle lande, hvor det er blevet indført, inden for fem år har ført til retssager om kvindeområder.

Hvorfor dette ikke er "en lille lovændring"

Den nederlandske politiske klasse har i årevis fremstillet ændringen som en teknisk justering. At den først blev offentligt omstridt i 2022, er ifølge Vasterman et symptom på de nederlandske mediers blinde plet i denne sag. I Storbritannien førte et tilsvarende forslag — reformen af den skotske Gender Recognition Act — til en politisk krise, Nicola Sturgeons afgang og i sidste ende en blokering fra Westminster. I Spanien fulgte et jordskred i statistikkerne over kvindekriminalitet, efter at selvidentifikationsloven trådte i kraft. I den engelsktalende verden bliver kvinder, der peger på disse konsekvenser — JK Rowling er det mest kendte eksempel — systematisk dæmoniseret. Den samme dynamik truer i Nederlandene.

Mærkatet "radikal"

Et af de skarpeste signaler i NRC-artiklen er selve framingen. Kvinder, der peger på konkrete konsekvenser for kvindeområder, beskrives ikke som bekymrede, kritiske eller juridisk velbevandrede. De får mærkatet "radikal" — en betegnelse, der i årevis har været forbundet med terrorisme, ekstremisme og irrationalitet. Vasterman påpeger, at dette er blevet mediernes standardframe for kvinder, der udfordrer selvidentifikationsdoktrinen. Sprogbrugen er ikke en detalje: Den afgør, om læseren opfatter stemmen som legitim eller som en trussel. Hvordan ordvalg og kildeudvælgelse styrer billedet i kønsdebatten, kan læses på gendermedia.nl. At NRC i det mindste lader disse stemmer komme til orde, er positivt. At de stadig bærer et delegitimerende mærkat, er præcis det, feministerne kæmper imod.

Hvad der står på spil

Transkønloven er ikke det eneste sted, hvor denne brudlinje går, men den er det mest konkrete. Den, der lader køn falde sammen med selverklæring, accepterer, at en biologisk mandekrop hører hjemme på et kvindekrisecenter, i et kvindefængsel, i et kvindeomklædningsrum eller i en kvindesportskonkurrence, så snart personen sætter kryds ved det. At de kønskritiske feminister, der peger på dette, bruger betegnelsen "allerstørste trussel", er ikke hysteri. Det er en konsekvensberegning. I sin analyse giver Vasterman dem den anerkendelse, som de fleste redaktioner nægter dem: at blive taget alvorligt for det, de faktisk siger, ikke for hvordan de passer ind i den fastlagte framing.