DSM-5: kønsdysfori erstatter forstyrrelse

I maj 2013 udkom den femte udgave af DSM, håndbogen for psykiatriske diagnoser fra American Psychiatric Association. Diagnosen kønsidentitetsforstyrrelse forsvandt og blev erstattet af kønsdysfori.

Hvad der ændrede sig

Det nye navn flytter fokus. Det er ikke selve identiteten, der betragtes som en forstyrrelse, men den lidelse, en person oplever, fordi det oplevede køn ikke stemmer overens med det tildelte køn. For at få diagnosen skal denne inkongruens have eksisteret i mindst seks måneder og være forbundet med tydelig lidelse eller begrænsninger i den daglige funktion.

Kønsdysfori fik sit eget kapitel i DSM-5, adskilt fra de seksuelle forstyrrelser og parafilier, som den tidligere diagnose var placeret under. Der blev indført separate kriterier for børn samt for unge og voksne.

ICD-11 gik et skridt videre

Verdenssundhedsorganisationen tog med revisionen af ICD et skridt videre. I ICD-11, som blev vedtaget i 2019 og trådte i kraft i 2022, hedder diagnosen kønsinkongruens. Den står ikke længere blandt de psykiske lidelser, men i et kapitel om seksuel sundhed.

I den nederlandske praksis

DSM-5 anvendes også i Nederlandene. For at få medicinsk behandling og få den dækket af sygeforsikringen kræves en diagnose med kønsdysfori eller kønsinkongruens, stillet af en autoriseret behandler. Du kan læse mere om kriterierne på siderne om DSM-5 og kønsdysfori og ICD-11. For at ændre kønsangivelsen på fødselsattesten kræves der i Nederlandene siden 2014 ikke længere medicinsk behandling; dog kræves en erklæring fra en sagkyndig.

Diskussionen forud

Den nye udgave blev forudgået af mange års diskussion. En del af interesseorganisationerne ønskede helt at fjerne diagnosen fra håndbogen, ligesom det skete med homoseksualitet i 1973. Andre advarede om, at adgangen til behandling og dækningen fra forsikringsselskaberne kunne blive bragt i fare uden en diagnose. Arbejdsgruppen valgte en mellemvej: Diagnosen blev bevaret, men fik et navn og en beskrivelse, hvor lidelsen står centralt. Diagnosen transseksualitet blev første gang optaget i 1980; se DSM-III.

Hvad kriterierne indebærer

For unge og voksne nævner DSM-5 seks kendetegn, hvoraf mindst to skal være til stede. Eksempler er et stærkt ønske om at slippe af med sine egne kønskarakteristika og et stærkt ønske om at blive behandlet som det andet køn. For børn gælder strengere krav: mindst seks ud af otte kendetegn, herunder under alle omstændigheder et stærkt ønske om eller en stærk overbevisning om at være det andet køn. Med dette ville arbejdsgruppen forhindre, at børn får en diagnose alene, fordi deres adfærd ikke passer med det, der normalt forventes af drenge eller piger.

Tekstrevisionen fra 2022

I 2022 udkom DSM-5-TR, en revideret udgave af teksten. Kriterierne forblev de samme, men ordvalget blev ændret. For eksempel blev ønsket køn erstattet af oplevet køn, og teksten taler ikke længere om fødselstildelt køn, men om det køn, der blev tildelt ved fødslen. Ændringerne viser, hvor hurtigt sproget omkring dette emne ændrer sig, også inden for psykiatrien.

Betydning

Tilhængere ser ændringen som et skridt mod mindre stigmatisering: At være transkønnet er ikke i sig selv en psykisk sygdom. Diagnosen blev bevaret, fordi den i mange lande er nødvendig for at få adgang til behandling og få den dækket. Kritikere peger på, at ændringen også får konsekvenser for praksis: Når identiteten ikke længere er genstand for undersøgelse, får spørgsmålet om, hvor dysforien stammer fra, mindre opmærksomhed.