Hjem › Samfund › Transpersoner i historien

Transpersoner i historien

I den moderne kønsdebat hævdes det jævnligt, at »transpersoner altid har eksisteret«, og at moderne kategorier som »transkvinde« eller »nonbinær« har historiske forgængere, der går århundreder tilbage. Denne fremstilling er i høj grad en retrospektiv konstruktion. Mennesker, der ikke passede ind i deres tids kønsnormer, har ganske vist altid eksisteret — men forbindelsen mellem disse historiske personer og den moderne transgenderidentitet er langt løsere, end det ofte antydes.

Problemet med retroaktive betegnelser

Det moderne begreb »transgender« stammer fra anden halvdel af det tyvende århundrede og bygger på specifikke medicinske, juridiske og psykologiske idéer, som ganske enkelt ikke fandtes i tidligere tidsperioder. Når historikere eller aktivister retroaktivt betegner personer fra oldtiden, middelalderen eller den tidlige moderne tid som »transgender«, projicerer de en nutidig referenceramme over på mennesker, der aldrig selv ville have forstået sig sådan. Det er en form for anakronisme, som er historisk upræcis, og som gør historien nyttig for en nutidig politisk dagsorden.

Kvinder, der levede som mænd: mere end én forklaring

Gennem århundrederne er utallige tilfælde dokumenteret, hvor kvinder klædte sig som mænd og levede som mænd — nogle gange i årtier. En stor del af dem havde praktiske grunde: adgang til erhverv, militærtjeneste, rejser eller sikkerhed i en verden, hvor kvinder var juridisk og økonomisk underordnet. Kvinder som Jeanne d'Arc, Catalina de Erauso eller den engelske soldat Hannah Snell bliver undertiden i moderne aktivisme hævdet at have været »transmænd«; i virkeligheden er deres egen selvforståelse, sådan som den fremgår af kilderne, langt mere tilbageholdende og pragmatisk.

For nogle spillede der muligvis noget ind, som vi i dag ville kalde kønsdysfori. Men flertallet forstås bedre som kvinder, der omgåede deres tids begrænsninger, end som personer med en indre kønsidentitet på tværs af køn. Det er god historieskrivning at fastholde denne skelnen.

Mænd, der levede som kvinder

Tilfælde af mænd, der permanent fremstillede sig som kvinder, er historisk sjældnere og forekommer ofte i en religiøs, ceremoniel eller teatralsk sammenhæng. Den romerske kejser Elagabalus hævdes undertiden at have været »trans« på baggrund af nogle få sætninger hos den ikke-samtidige Cassius Dio — en upålidelig kilde, skrevet med en udtrykkelig hensigt om at sværte kejseren. At udlede en moderne identitet heraf er problematisk ud fra et kildekritisk synspunkt.

Ikkevestlige kategorier for »et tredje køn«

Hijra i Sydasien, two-spirit-personer i oprindelige nordamerikanske traditioner og bissu blandt bugierne i Indonesien fremhæves i den vestlige debat som historisk bevis for »nonbinære« identiteter. Det er misvisende af flere grunde:

• der er ofte tale om specifikke, ofte rituelle eller marginaliserede sociale roller, ikke frit valgte identiteter;
• i de fleste tilfælde er der tale om biologiske mænd, der påtager sig en rolle, ikke om et spektrum, som enhver selv træder ind i;
• selve betegnelsen »two-spirit« er en panindiansk opfindelse fra slutningen af det tyvende århundrede (1990), ikke et århundredgammelt begreb;
• den sociale virkelighed for mange af disse grupper — fattigdom, prostitution og marginalisering — udelades romantiserende i den vestlige debat.

Se også Two-spirit og Køn i andre kulturer.

Det tyvende århundrede: fremkomsten af en medicinsk model

Det er først i det tyvende århundrede, at den medicinske infrastruktur og de begrebsmæssige kategorier opstår, som det moderne transgenderbegreb vokser ud af. Lili Elbe (1930'erne) og Christine Jorgensen (1952) er tidlige offentligt kendte tilfælde. Også her er forsigtighed på sin plads: Lili Elbe døde kort efter de eksperimentelle operationer, og hendes historie blev stærkt romantiseret i senere fiktionaliseringer, herunder filmen The Danish Girl. De tidlige medicinske resultater var ofte dramatiske.

I Nederlandene spillede Amsterdam UMC fra 1970'erne en central rolle i udviklingen af det, der senere blev kaldt Dutch Protocol — en tilgang, der længe blev betragtet som standard internationalt, men som nu kritisk revurderes på grund af sine metodologiske og etiske mangler.

Den nyere historie og en revurdering

Fra 1990'erne steg synligheden af transpersoner. Samtidig er der siden 2010 sket en hidtil uset stigning i transidentifikationer blandt unge, især piger — et historisk præcedensløst mønster, som adskiller sig fra den klassiske lille population af voksne med langvarig dysfori. Den aktuelle internationale nytænkning (Cass Review, SBU, COHERE) er en korrektion af en periode, hvor den affirmativa model blev anvendt bredere, end evidensen berettigede.

Kildekritisk historieskrivning

Historien rummer virkelige fortællinger om mennesker, der ikke passede ind i deres tids kønsnormer. Disse fortællinger fortjener seriøs opmærksomhed — men med respekt for kilderne og uden retrospektiv overfortolkning. Det er en misforståelse at sidestille enhver historisk kønsvariation med den moderne transgenderidentitet. God historieskrivning skelner; aktivisme udjævner. Denne skelnen er på sin plads her.