De første Standards of Care; Johns Hopkins stopper operationer

Året 1979 viste to modsatrettede bevægelser. Behandlere fra forskellige lande grundlagde en faglig forening og fastlagde for første gang, hvilke krav behandlingen skulle opfylde. Samtidig stoppede den klinik, hvor behandlingen var begyndt i USA, med at operere.

De første Standards of Care

I februar 1979 godkendte deltagerne ved et internationalt symposium i San Diego de første Standards of Care. Forfatterne organiserede sig i Harry Benjamin International Gender Dysphoria Association, der blev opkaldt efter Harry Benjamin. Retningslinjen stillede krav til hormonbehandling og operationer, blandt andet erklæringer fra adfærdsforskere og en periode, hvor patienten allerede levede i den ønskede kønsrolle. Et år senere fik transseksualitet en plads i håndbogen for psykiatriske diagnoser; se DSM-III fra 1980.

Meyers og Reters undersøgelse

I august 1979 offentliggjorde psykiater Jon Meyer og Donna Reter fra Johns Hopkins en opfølgende undersøgelse af halvtreds patienter. De sammenlignede personer, der var blevet opereret, med personer, der ikke var. Deres konklusion var, at operationen ikke gav nogen påviselig fordel for den sociale funktionsevne.

Klinikken i Baltimore lukker

Kort efter stoppede Johns Hopkins med at udføre kønsbekræftende operationer. Paul McHugh, leder af den psykiatriske afdeling, var en udtalt modstander af behandlingen. Undersøgelsen blev mødt med megen kritik, blandt andet af måden, funktionsevnen blev målt på. Andre amerikanske universitetsklinikker lukkede også i de følgende år; behandlingen flyttede til private praksisser. Johns Hopkins genoptog først behandlingen i 2017.

Lægen som gatekeeper

De første Standards of Care byggede på den model, der senere blev kaldt gatekeepermodellen. Patienten kunne ikke selv vælge behandlingen; en psykolog eller psykiater skulle fastslå, at behandlingen var indiceret, og udstede en skriftlig erklæring herom. Til en operation krævedes to sådanne erklæringer. Forfatterne ønskede dermed at beskytte patienter mod forhastede, irreversible indgreb og læger mod erstatningsansvar i en tid, hvor behandlingen stadig var omstridt.

De senere versioner

Retningslinjen er siden blevet revideret syv gange. Nye versioner fulgte med kort mellemrum i 1980, 1981 og 1990 og derefter i 1998, 2001, 2011 og 2022. Med hver version blev kravene lempet. I version 7 fra 2011 bortfaldt kravet om, at en person først skulle leve i den ønskede kønsrolle i en periode, før der kunne ordineres hormoner, og patientens eget valg fik større vægt. Version 7 indeholdt også for første gang omfattende anbefalinger om pubertetsblokkere til unge.

Debatten om undersøgelsen

Meyers og Reters undersøgelse er stadig omstridt. Forskerne målte funktionsevnen med en pointskala, hvor blandt andet arbejde, relationer, møder med retssystemet og psykiatrisk hjælp indgik. Ifølge kritikere siger en sådan skala kun lidt om, hvorvidt patienterne selv var tilfredse, og de sammenlignede grupper var ikke ens. Andre undersøgelser fra disse år viste, at de fleste opererede patienter ikke havde fortrudt. McHugh blev ved med at afvise behandlingen og beskrev den senere som at medvirke til en psykisk lidelse i stedet for at behandle den. Både tilhængere og modstandere henviser stadig til forløbet på Johns Hopkins som eksempel.

Betydning

Foreningen har siden 2007 heddet WPATH, og dens retningslinje er vokset til at blive den globale standard; se version 8 af Standards of Care. Det spørgsmål, Meyer og Reter stillede, om behandlingen påviseligt forbedrer patienternes liv, står mere end fyrre år senere igen centralt.