WPATH Standards of Care version 8

I september 2022 offentliggjorde World Professional Association for Transgender Health, forkortet WPATH, den ottende version af deres Standards of Care. Denne retningslinje bruges verden over af læger, forsikringsselskaber og myndigheder som målestok for behandling af transpersoner. Den tidligere version var fra 2012.

Hvad der var nyt

Version 8 fik for første gang et særskilt kapitel om unge. Her står der, at medicinsk behandling skal gå forud af en bred vurdering, hvor også psykiske problemer og den unges udvikling tages i betragtning. Der kom desuden nye kapitler, blandt andet om nonbinære personer.

De slettede aldersgrænser

I en udkastversion stod der minimumsaldrer for hormoner og operationer på mindreårige. Kort efter offentliggørelsen kom der en rettelse, hvor disse aldre var fjernet. I den endelige tekst står der ikke længere nogen nedre aldersgrænse; vurderingen overlades til behandlingsteamet. Forløbet førte til stor kritik, fordi det ikke blev gjort klart, på hvilket videnskabeligt grundlag grænserne var blevet slettet.

Kritikken

Som led i undersøgelsen til den britiske Cass Review vurderede University of York internationale retningslinjer med hensyn til deres kvalitet. WPATH-retningslinjen scorede lavt, når det gjaldt grundighed i dokumentationen. Forskerne fastslog også, at retningslinjer på området ofte henviser til hinanden, så indtrykket af bred enighed er stærkere, end den underliggende evidens berettiger til. Der står mere om indvendingerne på siden om kritikken af WPATH-retningslinjen.

Hvad retningslinjen selv siger om evidensen

Kapitlet om unge anerkender, at antallet af studier af behandlingsresultater hos unge er lille, og at en systematisk litteraturgennemgang derfor ikke var mulig. Anbefalingerne bygger i væsentlig grad på den enighed, der var blandt de eksperter, som medvirkede til retningslinjen. De første Standards of Care udkom i 1979; dengang hed WPATH stadig Harry Benjamin International Gender Dysphoria Association. I Nederlandene gælder der desuden en egen kvalitetsstandard for behandling af transpersoner.

Sådan blev retningslinjen til

Over hundrede eksperter medvirkede til version 8, fordelt på atten kapitler. Hver anbefaling blev forelagt alle forfatterne og gik videre, hvis mindst tre fjerdedele tilsluttede sig den. For en del af emnerne fik WPATH Johns Hopkins University til at gennemføre litteraturgennemgange. Retningslinjen fylder over 250 sider og behandler ud over hormoner og operationer også emner som stemmeterapi, fertilitet, behandling i fængsler og behandling af ældre.

Hvad der senere kom frem

I 2024 blev interne dokumenter fra WPATH offentliggjort i forbindelse med en amerikansk retssag om et forbud mod behandling af mindreårige med kønsdysfori. Ifølge blandt andre The New York Times fremgik det, at medarbejdere hos den amerikanske viceminister for sundhed havde opfordret til at fjerne minimumsalderne af frygt for, at lovgivere ville bruge dem til at forbyde behandling. Det kom også frem, at WPATH havde stillet betingelser for offentliggørelsen af de litteraturgennemgange, som organisationen selv havde fået gennemført. WPATH fastholder, at retningslinjen bygger på et videnskabeligt grundlag. Dokumenterne har ikke desto mindre svækket tilliden til retningslinjens tilblivelse, også blandt nogle behandlere. Tidligere samme år var interne beskeder fra WPATH-medlemmer allerede blevet lækket, de såkaldte WPATH Files; hvad de indeholdt, og hvorfor lækket ændrede debatten, beskriver transtijd.nl i artiklen om WPATH Files fra 2024. I 2026 trådte en sektionsformand for den amerikanske faglige sammenslutning ACOG tilbage efter kritik af WPATH-retningslinjerne; se nyhedsartiklen om sagen.

Betydning

Version 8 er den retningslinje, som læger, forsikringsselskaber og dommere henviser til verden over. Samtidig udkom den på et tidspunkt, hvor Finland, Sverige og England på baggrund af deres egne litteraturgennemgange valgte en anden kurs; se de svenske retningslinjer fra 2022. Siden har to tilgange eksisteret side om side: fagforeningernes tilgang, hvor behandlingen betragtes som anerkendt behandling, og tilgangen hos et voksende antal nationale sundhedsmyndigheder, som anser den for utilstrækkeligt dokumenteret for mindreårige. Den første version udkom i 1979; se de første Standards of Care.