Første publikation om pubertetsblokering

I 1998 offentliggjorde Peggy Cohen-Kettenis og Stephanie van Goozen en artikel om én patient: en ung person, hvis pubertet var blevet standset med medicin, mens man afventede yderligere behandling. Det er den første videnskabelige beskrivelse af det, der senere blev kaldt pubertetsblokering ved kønsdysfori.

Den første case

Artiklen blev offentliggjort i tidsskriftet European Child & Adolescent Psychiatry under titlen Pubertal delay as an aid in diagnosis and treatment of a transsexual adolescent. Forfatterne foreslog at blokere puberteten med en såkaldt GnRH-agonist. Det skulle give den unge tid til at overveje sin situation, og det skulle gøre en senere fysisk tilpasning enklere.

Protokollen fra 2006

Den fuldstændige behandlingsmodel blev beskrevet i 2006 af børneendokrinologen Henriette Delemarre-van de Waal og Cohen-Kettenis. Den beskriver de trin, der kendetegner Dutch Protocol: pubertetsblokkere fra omkring tolvårsalderen, kønshormoner fra det fyldte seksten år og operationer fra det fyldte atten år. Betingelserne omfattede blandt andet kønsdysfori, der havde været til stede siden den tidlige barndom, ingen alvorlige psykiske problemer og forældrenes støtte.

Opfølgningsstudierne

I 2011 beskrev gruppen fra Amsterdam i det første effektstudie 70 unge under behandlingen med pubertetsblokkere. I 2014 fulgte et studie af 55 af dem op på dem som unge voksne efter hormoner og operation. Ifølge forskerne var den psykiske funktion forbedret. Kritikere påpeger, at gruppen var lille og nøje udvalgt, at der ikke var nogen kontrolgruppe, og at opfølgningen fandt sted kort tid efter operationen. Et britisk forsøg på at gentage resultaterne på Tavistock-klinikken viste ingen forbedring af det psykiske velbefindende.

Sådan virker pubertetsblokkere

Pubertetsblokkere er GnRH-agonister som triptorelin. De stopper det signal, som får hjernen til at sætte kønskirtlerne i gang med at producere testosteron eller østrogen. Derfor standser de pubertetens fysiske forandringer. Midlerne gives som injektion, som regel hver fjerde eller tolvte uge. De blev ikke udviklet til dette formål: Siden 1980'erne har læger brugt dem til børn med alt for tidlig pubertet og til voksne med blandt andet prostatakræft. Brug ved kønsdysfori ligger uden for midlets officielle godkendelse.

Den første patient

Den unge fra artiklen fra 1998 var født som pige og fik fra 13-årsalderen en pubertetsblokker, senere fulgt af testosteron og operationer. I 2011 offentliggjorde gruppen fra Amsterdam en opfølgende beskrivelse, 22 år efter behandlingens begyndelse. Patienten, som da var i midten af 30'erne, fungerede godt og havde ikke fortrudt behandlingen. Det er en af de få beskrivelser af resultatet på så lang sigt, men det drejer sig om én person. Der er stadig kun begrænset viden om konsekvenserne af mange års blokering for knogler, hjernens udvikling og fertilitet i større grupper.

Betydning

I de følgende år blev protokollen overtaget af klinikker i blandt andet USA, Storbritannien og Skandinavien og kom med i internationale retningslinjer. Det videnskabelige grundlag bestod i lang tid især af Amsterdam-gruppens egne opfølgningsstudier fra 2011 og 2014. Omfanget og kvaliteten af denne evidens har siden 2020 været det vigtigste kritikpunkt.